» Privatansat»Ferie» Sygdom under ferie

Sygdom under ferie

Du kan have ret til erstatningsferie, hvis du er syg, når din ferie begynder, eller hvis du bliver ramt af sygdom under ferien.

Hvis du bliver ramt af sygdom inden ferien:

  • Bliver du syg, inden din ferie starter, er du ikke forpligtet til at holde den planlagte ferie. Du må dog gerne holde resten af ferien, når du bliver rask, hvis du selv ønsker det, og så holde erstatningsdagene, du får for dine sygedage, senere.
  • Husk at syge- og raskmelde dig efter de almindelige regler som gælder på din arbejdsplads. 

Hvis du bliver ramt af sygdom under ferien:

  • Hvis du er syg i mere end 5 feriedage i løbet af ferieåret, har du ret til erstatningsferie. 
  • Det er ikke et krav, at de 5 sygedage skal være sammenhængende. Hvis du f.eks. er syg 2 dage i din vinterferie og 3 dage i din sommerferie, og du har orienteret din arbejdsgiver samt kan dokumentere sygdommen fra første sygedag, har du ret til erstatningsferie fra første sygedag i den efterfølgende ferie. Hvis ferien ikke kan holdes i ferieåret på grund af sygdom, har du dog ret til at overføre den til næste ferieår eller få erstatningsferien udbetalt.
  • Har du ikke været ansat hos samme arbejdsgiver i hele ferieåret, eller har du optjent mindre end 25 feriedage, har du ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage. For at regne ud hvor mange sygedage du ikke får erstatningsferie for, skal du gange det antal feriedage, du har optjent, med 1/5. Har du eksempelvis optjent 15 feriedage, så får du erstatningsferie efter 3 sygedage (15 x 1/5 = 3 dage).
  • Når du bliver rask igen, skal du give din arbejdsgiver besked om, hvorvidt du vil holde den resterende ferie som planlagt, eller om du vil møde på arbejdet i stedet og udskyde ferien inkl. erstatningsferien. Placeringen af erstatningsferien skal aftales med din arbejdsgiver eller varsles som din øvrige ferie. Som udgangspunkt skal den holdes senere i samme ferieår.

Dokumentationskrav:

  • Du skal sygemelde dig til din arbejdsgiver på første sygedag efter retningslinjerne på klinikken.
  • Det er desuden en betingelse for at have ret til erstatningsferie, at du kan dokumentere, at du er syg, hvis din arbejdsgiver anmoder om det. Du kan dokumentere din sygdom med f.eks. en lægeerklæring eller et journaludskrift fra et hospital. Dokumentationskravet gælder også, når du holder ferie i udlandet. 
  • Du skal selv betale for omkostningerne forbundet med at få lægelig dokumentation for din sygdom.
  •  Hvis du bliver syg i forbindelse med en kollektiv ferielukning, kan det være vanskeligt at komme i kontakt med din arbejdsgiver. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at få dokumentation for, at du har forsøgt at orientere din arbejdsgiver om, at du er syg. Det samme gælder i den situation, hvor du vil fortælle din arbejdsgiver, at du er blevet rask og gerne vil holde resten af din planlagte ferie.
Danske Tandplejere logo