Det kan føles som at være til eksamen

"At være nyuddannet er lidt som at have taget et kørekort – det er først, når man kommer ud og bruger sin viden i virkeligheden, at man rigtigt lærer sit fag. Sådan siger Smilla Lautrup-Larsen, der blev uddannet i 2020."

Egentlig havde Smilla Lautrup-Larsen tænkt sig, at hun skulle ansættes som tandplejer på en privat klinik, men den sidste tid på uddannelsen blev det helt tydeligt for hende, at hun gerne ville i børne- og ungetandplejen i en kommune.

"I børne- og ungetandplejen møder vi børnene i en tidlig alder, hvor vanerne opbygges, og det er virkelig det forebyggende arbejde, jeg brænder for," siger hun.

Selv om hun var sikker i sin sag, fik hun alligevel en overraskelse, da hun begyndte i sit første job i Fredensborg kommunale tandpleje – et job hun stadig har og er meget glad for.

"Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. Der er så meget i jobbet som kommunal tandplejer, som vi kun har berørt sporadisk på studiet. Det har været udfordrende i en grad, jeg slet ikke havde forestillet mig," siger hun og fortsætter:

"Det kan f.eks. være, der er caries i en primær tand, som alligevel vil fælde i løbet af et års tid – skal det laves? Man skal via røntgenbilleder, ud over at se efter caries og fæstetab, kontrollere om de permanente tænder er anlagt, og om de er roteret, så det er lige om at huske at se alderen på sin patient og så huske, i hvilke aldersgrupper hvilke tænder bryder frem. Og så er der hele orto-området, som jo bare er enormt," siger Smilla.

For hende har oplevelsen af at starte i sit første job mindet hende om dengang, hun bestod køreprøven. Hun havde øvet sig lidt i praksis og havde styr på teorien – men det var først med rutinen, hun blev en sikker bilist.

"På skolen følte jeg ikke det samme pres, fordi patienterne godt vidste, at jeg "bare" var studerende, men nu i mit arbejde føler jeg, at jeg skal være en ekspert, uden at jeg egentlig selv føler mig som en. Det tog noget tid at vænne sig til det. I starten kunne det især være svært, når forældrene stillede en hel masse spørgsmål. Så kunne det føles som at være til eksamen – det kan jo være svært at huske det hele i hovedet," siger Smilla.

De enkelte gange, hvor hun har været rigtig ked af det, har netop handlet om en følelse af usikkerhed over for forældrene. 

"Især i starten kunne jeg få en fornemmelse af at virke useriøs og uprofessionel, og det kunne jeg slet ikke holde ud. Der har for eksempel været nogle gange, hvor jeg først har vurderet, at der skulle laves henholdende behandling på en primær tand, men efter, de har forladt klinikken, er jeg alligevel kommet i tvivl og har sparret med en kollega, som mente, der skulle en fyldning til. Og så måtte jeg jo ringe til forældrene og sige, at jeg havde skiftet mening efter sparring," forklarer hun og fortsætter.

"Det har været rigtig svært. Men jeg ved også godt, at det mest af alt handler om mine forventninger til mig selv, for jeg har jo gjort det rigtige ved at lytte til min tvivl og sparre med en kollega."

Det er dog blevet meget nemmere i takt med, at hun har fået mere rutine, og hun oplever ikke at være mere under tidspres, end hun kan klare. Hun har mulighed for at sætte ekstra tid af til de børn, hvor hun ved, at det bliver nødvendigt, og når det tager længere tid end forventet, kan hun blive lidt længere.

Det er f.eks. sket den dag, vi talte sammen, hvor der kom en dreng ind, som både var bange og havde meget caries og tog dobbelt så lang tid, som der var sat af.

"På trods af de usikkerheder, der selvfølgelig er, så føler jeg grundlæggende, at jeg er god med børnene og god til mit job. Og samtidig har jeg kollegaer og chefer, der støtter mig rigtig meget, og jeg får masser af ros fra dem. Det betyder også meget,” siger hun.

Hun har både snakket med sine kolleger og med sine chefer om at føle sig usikker, og hun har udelukkende oplevet positiv respons og åbenhed.

"Når jeg synes, noget er hårdt, har jeg sagt det højt. Og så er jeg meget taknemmelig for, at jeg har en klinikassistent ved min side, som har været i faget længere end jeg, og som ved rigtig mange ting," siger Smilla.

Og så er der lige det med at kende forskel på primære og permanente tænder.

"Det er virkelig svært at se forskel. I starten tænkte jeg bare, at det kunne simpelthen ikke passe, vi har jo været til eksamen i det. Jeg blev simpelthen så lettet, da en erfaren kollega fortalte, at det havde taget hende to år at blive helt sikker i sin sag. Så var det altså ikke mig, der var helt håbløs – det er virkelig svært," siger hun med et grin.