Delpension - er en gradvis nedtrapning fra arbejdsmarkedet noget for dig?
Er du ansat i kommune, stat eller region har du som en del af din overenskomst mulighed for at gå på delpension og dermed gradvist trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet. Hvis du gerne vil beholde dit økonomiske råderum, så kan du vælge at få udbetalt en del af din pensionsordning.
Maksimal lønkompensation med delpension
Hvis du vælger at gå på delpension, så har du mulighed for at få en delvis udbetaling af din pensionsopsparing i markedsrente, som en kompensation for din lønnedgang.
Der vil således være både ind- og udbetalinger fra den samme pensionsordning, da de obligatoriske indbetalinger til pensionsordningen fortsætter. Du skal dog være opmærksom på, at størrelsen på indbetalingen samt dine forsikringsdækninger vil blive lavere, da de bliver beregnet ud fra din nye deltidsløn.
Hvornår kan jeg få delpension?
Du kan få delpension, når du er gået på nedsat tid og har opnået pensionsudbetalingsalder. Din pensionsudbetalingsalder afhænger af, hvornår din ordning er oprettet. Du har ret til udbetaling:
- Når du fylder 60 år, hvis din pensionsordning er oprettet før 1. maj 2007, eller hvis du er født før 1. januar 1959.
- 3 år før du når folkepensionsalderen, hvis din ordning er oprettet før den 1. januar 2018.*
- 5 år før du når folkepensionsalderen, hvis din ordning er oprettet efter den 1. januar 2018.*
*Der gælder særlige regler, hvis du er født før den 1. juli 1960.
Hvor meget kan jeg få udbetalt?
Der kan maksimalt anvendes 30% af din pensionsopsparing til delpension. Delpensionen beregnes i forhold til den tid, som din arbejdstid er blevet nedsat. Hvis du fx vælger at have en ugentlig fridag og dermed går 1/5 ned i tid, så vil din delpensionsydelse maksimalt kunne udgøre 1/5 af din pensionsopsparing. Din samlede indkomst, som består af din deltidsløn og din delpension, kan ikke overstige den løn, du havde, før du gik på delpension.
Du kan som udgangspunkt kun få udbetalt delpension fra din livspension. Hvis du har valgt at indbetale din del af pensionsindbetalingen til en ratepension, kan du også få udbetalt delpension fra denne ordning. Hvis du har en aldersopsparing eller en kapitalpension, kan de først blive udbetalt, når du går pension.
Hvis du har sparet op til efterløn, skal du være opmærksom på, at der vil ske modregning i din efterløn, hvis du får delpension. Du bør i den forbindelse overveje, om det vil være en fordel for dig at få udbetalt supplerende efterløn i stedet for delpension.
Kontakt PFA, hvis du ønsker delpension
Hvis du ønsker at få udbetalt delpension, skal du kontakte PFA Rådgivningscenter på 70 12 50 00. De kan også hjælpe dig med at beregne, hvor meget du vil kunne få udbetalt i delpension. Hvis du har spørgsmål vedrørende efterløn, skal du kontakte din a-kasse, FTFa, 70 13 13 12.