Rollen som tillidsrepræsentant

En tillidsrepræsentant (TR) er medlemmets nærmeste og mest personlige kontakt til fagforeningen. Derudover er tillidsrepræsentanten den faglige repræsentant på arbejdspladsen.

Det skal du som tillidsrepræsentant kunne hjælpe dine kolleger med

Tillidsrepræsentantens primære opgave er at tale din og kollegernes sag over for ledelsen.

Danske Tandplejeres  tillidsrepræsentanter gennemgår alle en TR-uddannelse, så de er klædt på til at hjælpe medlemmerne ude på de enkelte arbejdspladser.

Som TR skal du fx kunne hjælpe, hvis du får spørgsmål til:

  • ferie/særlige fridage
  • overenskomsten og arbejdstiden
  • om I får den rigtige løn
  • vedr. formuleringen i ansættelsesbreve
  • vedr. medlemskab af DTP
  • muligheder for uddannelse og orlov
  • hvad der sker i relation til afskedigelse

En tillidsrepræsentant forventes ikke at skulle vide alt om ansættelsesret m.v. Meningen er blot, at tillidsrepræsentant får råd og vejledning af Danske Tandplejeres jurister.   

Tillidsrepræsentanten har tavshedspligt, så en kollega kan trygt henvende sig til dig med spørgsmål og hvis de har brug for råd og vejledning.

Det bruger TR sin tid på

TR har alsidige opgaver og udfordringer med omdrejningspunkt i :

  • TR fungerer som rådgiver, vejleder og forhandler i forhold til medlemmers løn og ansættelsesforhold
  • TR deltager i arbejdet med at gøre arbejdspladsen attraktiv og udviklende
  • TR er med til at sikre fagligheden og kan deltage i sundhedspolitikken

Andre opgaver kan fx være:

  • Evt. deltagelse i samarbejdsudvalg/MED-udvalg
  • Varetage medlemmers interesser i forhold til besparelser og omstruktureringer
  • Samarbejde med andre faggruppers TR

Afskedigelsesbeskyttelsen

Både som TR og TR-suppleant er du omfattet af TR-beskyttelsen.

Den såkaldte TR-beskyttelse skal sikre, at du kan udøve dit hverv uden at frygte at blive afskediget.

TR-beskyttelsen betyder, at en tillidsvalgt kun kan afskediges, når arbejdsgiver kan begrunde det med tvingende årsager. Der er den almindelig opfattelse, at der ”skal meget til“, før der er tale om tvingende årsager.

Hvis en arbejdsgiver påtænker at opsige eller forflytte en TR, skal arbejdsgiver og DTP forhandle sagen.