Årets program for Fagkonferencen ligger klar, og der er lagt op til en både faglig og festlig dag!
08:00-9:00 Konferencen åbner: Registrering og besøg ved messestande
09:00-9:15 Velkomst ved forperson for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen
09:15-10:15 Tandplejerens rolle ved kirurgisk parodontalbehandling
v/ Daniel Midjord-Belstrøm, dr. odont, Ph.d., tandlæge, Københavns Universitet
Hos patienter med avanceret parodonttiis (stadie 3 og 4) er kirurgisk parodontalbehandling som udgangspunkt en nødvendighed for at gøre patienten rask.
På den moderne tandklinik er det meget ofte tandplejeren, der er den fagperson, som har ansvaret for patientens behandling af parodontitis. Det er derfor helt afgørende, at tandplejeren kan identificere de patienter med parodontitis, hvor der er faglig indikation for kirurgisk parodontalbehandling.
Dette foredrag tager udgangspunkt i tandplejerens kliniske hverdag, og fokuserer derfor på indikationer og kontraindikationer for kirurgisk parodontalbehandling, samt hvordan tandplejeren kan indtænke parodontalkirurgi som en del af patientens samlede behandlingsplan. Derudover stilles der skarpt på den helt afgørende rolle, som tandplejeren kan spille i forhold til at gøre patienten klar til kirurgi, samt som patientens faglige støtte i det postoperative og vedligeholdende forløb.
Som en del af foredraget diskuteres, hvordan tandplejeren bedst muligt håndterer situationen, hvor der er faglig indikation for parodontalkirurgisk behandling, men hvor patienten enten ikke har økonomisk mulighed for at få foretaget dette, eller af andre årsager ikke ønsker kirurgisk behandling.
Foredraget er rigt på kliniske cases, og det er formålet, at deltagerne kan implementere det faglige indhold direkte i deres kliniske hverdag.
10:15-11:00 ADHD hos voksne og børn i tandplejen – hvordan hjælper vi bedst?
v/ Sidse Kragh Kjærholm, praktiserende læge
Flere og flere voksne og børn i tandplejen lever med ADHD – nogle med diagnose, andre uden. For os i tandplejen kan det vise sig som udeblivelser, glemte aftaler, udfordringer med betaling eller manglende kooperation under behandling. For patienten handler det sjældent om manglende vilje – men om vanskeligheder med struktur, regulering og overblik.
I dette oplæg sætter Sidse Kragh Kjærholm fokus på de særlige udfordringer, vi møder hos ADHD-patienten – fra tidsbooking til afslutning af behandling. Hvordan håndterer vi følelsesmæssige reaktioner i stolen? Hvordan støtter vi patienten i profylakse og behandlingsforløb, når overblik og vanedannelse er en udfordring?
Vi ser også på, hvordan ADHD kan påvirke mundhygiejne, kost, sukkerindtag, tobaksforbrug og medføre komplikationer som bruxisme og tics – og hvilken betydning medicinsk behandling kan have for tand- og mundsundhed.
Du får konkrete, praksisnære redskaber til at hjælpe den patient, som gerne vil – men ikke altid kan – holde styr på sig selv.
11:00-11:30 Kaffepause og besøg ved messestande
11:30-12:15 Nye digitale redskaber. Hvordan digitale scanninger – understøttet af AI – kan anvendes til monitorering af tandslid og styrke den forebyggende indsats i klinisk praksis
v/ Camilla Juhl Pørksen, tandplejer, tandlæge og Clinical Research Manager hos 3Shape
Tandslid omtales ofte som den tredje tandsygdom – udbredt, progressiv og vanskelig at opdage tidligt og endnu sværere at kommunikere.
I oplægget vises, hvordan digitale scanninger – understøttet af AI – kan bruges til systematisk monitorering af slid over tid, og hvordan visualisering kan skabe et fælles grundlag for tidlig dialog, forebyggelse og bedre patientforståelse i klinisk praksis.
12:15-13:30 Frokost og besøg ved messestande
13:30-14:45 SPOR 1: Ortodontiske visitationskriterier – hvornår skal jeg gøre hvad?
v/ Peter Stoustrup, professor, specialtandlæge i ortodonti, Ph.d., Aarhus Universitet
Dette oplæg er målrettet tandplejere, som i det daglige arbejde med børn og unge har en helt central rolle i monitoreringen af vækst, tandfrembrud og okklusionsudvikling. Det er her, de første tegn på afvigelser opdages – og hvor rettidig visitation er afgørende.
Fejl eller forsinkelser i vurderingen kan få konsekvenser: behandlingsmuligheder kan forpasses, behandlingsbehov kan øges, og mere omfattende indgreb kan blive nødvendige.
Men hvornår er der tale om normal variation, og hvornår kræver det handling?
Hvad skal du som tandplejer være særligt opmærksom på i de forskellige alderstrin?
Oplægget giver et praksisnært overblik over monitorering og ortodontiske visitationskriterier med fokus på konkrete kliniske situationer og beslutninger. Du får klare pejlemærker til, hvornår du skal observere, følge op eller henvise. Målet er at styrke din faglige sikkerhed og understøtte din rolle som nøgleperson i tidlig opsporing og korrekt visitation af børn og unge.
13:30-14:45 SPOR 2: Prophylactic work in the dental practice
v/ Caspar Wohlfarth periodontist and inventor of Labrida BioClean
*** Oplægget vil foregå på engelsk ***
Peri-Implant and Periodontal Care: The Cornerstones of Lasting Oral Health
The presentation will address the challenges of periodontitis, peri-implant disease, and infection control, highlighting the essential role of the dental hygienist in everyday clinical practice.
Special attention will be given to strategies that enhance the effectiveness of non-surgical periodontal and peri-implant therapies.
Delegates will gain broader insight into how these approaches can be optimized to achieve infection control and support long-term stability, ultimately improving patient outcomes.
Labrida BioClean has become an indispensable instrument in the supportive treatment of dental implants and periodontal patients.
Dr. Wohlfahrt will share his experience using Labrida BioClean in his clinical every day, supported by clinical cases.
14:45-15:15 Kaffepause og besøg på messestande
15:15-16:00 Ulighed i sundhed
v/ Morten Sodemann, overlæge på indvandrermedicinsk klinik OUH
Ulighedens drejebog. Social ulighed i sundhed er ikke en naturkraft. Det er noget vi vælger at gøre gennem politik, strukturer, sprog og relationer. Men hvordan virker ulighed i sundhed i praksis og hvad er det vi ikke så gerne vil se i øjnene?
16:00-16:10 Uddeling af Tandplejerprisen 2026
16:10-16:15 Præmieuddeling til vinderne af tipskuponerne
16:15-17:00 Nudging, når det er bedst
v/ Pelle Guldborg Hansen, ph.d. og adfærdsforsker, Roskilde Universitet
De sidste 40 års adfærdsforskning har vist, at vi mennesker ikke er fuldt ud rationelle. Vi bevæger os ikke nok – hverken på arbejde eller i fritiden, vi spiser for meget og for usundt, og vi undervurderer ofte, hvor lang tid arbejdsopgaver tager.
Adfærd berører alle, hvorfor indsigt heri kan have afgørende betydning for langt de fleste brancher og jobtyper. Nudging er en metode til at ændre menneskelig adfærd i en hensigtsmæssig retning uden brug af tvang, gulerod eller en løftet pegefinger. I stedet anvender vi aktivt vores viden om menneskers irrationalitet til at guide adfærden i den ønskede retning.
Pelle Guldborg Hansen vil fortælle om den nyeste forskning indenfor menneskelig adfærd, samt hvordan det er muligt at anvende nudging til at skabe positive adfærdsforandringer.
17:00 Forperson for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen, runder dagsprogrammet af
17:00-19:00 Pause
19:00 Middag og fagets fest
Vi gentager succesen fra DTPs jubilæum i 2024, hvor vi, efter vi var blevet styrket fagligt med oplæg i løbet af dagen, sluttede af med et brag af en fest. Fagets fest. Her i 2026 byder Fagkonferencen derfor på:
Velkomstbobler
Middag med 3-retters menu
Vin, øl og vand serveres under middagen
Efterfølgende: DJ og dansegulv