tænderne.dk
På tænderne.dk kan du finde information om mund, tænder og tandpleje. Hjemmesiden er rettet mod borgere og patienter i alle aldre.
Det er målet at skabe forståelse for, hvordan en god mundhygiejne kan gavne helbredet og forebygge sygdomme andre steder i kroppen. Samtidig er hjemmesiden fyldt med råd, vejledning og instruktion til en god mundhygiejne i alle aldersgrupper og også i situationer, hvor mundhygiejnen er udfordret af forandringer og overgange i livet, herunder sygdom og svækkelse.
Kodeks for god sundhedsformidling
Danske Tandplejere har tilsluttet sig Kodeks for god sundhedsformidling, som skal minde os om det ansvar, vi har, når vi formidler viden om tandsundhed og sundhed og understøtte kvaliteten i formidlingen af budskaber om sundhed og fødevarer.
I 2017 lavede Tænketanken Mandag Morgen en analyse, der viste, at 44% af befolkningen synes, det er svært at finde ud af, hvad der er sundt og usundt. Der er for mange konkurrerende dagsordener og alt for meget, der formidles, som om det havde bund i solid forskning, uden at det er tilfældet. Det er baggrunden for, at Mandag Morgen udgav Kodeks for god sundhedsformidling med støtte fra Trygfonden. Kodekset henvender sig i form af vejledende retningslinjer især til medier og fagpersoner på sundhedsområdet samt andre, der arbejder med sundhedsformidling. Alle med ansvar for sundhedsformidling tilbydes at tilslutte sig.
Fejlagtig sundhedsinformation kan ikke bare skabe utryghed. I værste fald kan det skade både helbred og livskvalitet. Tandplejere møder hyppigt patienter, der har fået den opfattelse, at det kan være skadeligt at anvende fluortandpasta, eller som har fået anvist alternative metoder til mundhygiejnen på sociale medier.