Glem provisionsløn! Få en ordentlig lønaftale!
Det mener tandplejer Fabienne Leth- Petersen. Hun er privatansat og medlem i udvalget for Fag og Profession i Danske Tandplejere. Nedenfor kan du se, hvad Fabienne har at sige om løn, tid og indtjening.
- Glem provisionsløn! Få en ordentlig lønaftale og gør arbejdet ordentligt og brug den tid, det tager.
- Vores fornemmeste opgave er, at patienten får en forståelse af, hvad der foregår i deres mund, og den kommunikation tager tid.
- Sørg for at have rutinerne helt på plads, før du begynder at overveje at sætte tempoet op. Det må aldrig handle om kvantitet, det skal altid handle om kvalitet.
- Lad være med at fokusere på omsætningen - fokuser på at gøre patienten sund og glad.
- Kræv tid nok, eller giv patienten en ny tid, hvis ikke det hele kan nås i et besøg. Der er ingen, der vil og bør betale fuld pris for et halvt stykke arbejde.
- Det er svært at rense optimalt. En god rensning – hvad enten det er en almindelig tandrensning eller en stor pa-behandling – kan ikke gøres hurtigt. Efter 20 år som tandplejer bliver jeg stadig overrasket, og jeg bruger længere tid på mine behandlinger nu end nogensinde før.