"Og vi håber også, at de vil fortælle videre på skolen, at det at være kommunalt ansat er meget mere interessant og med mange flere spændende arbejdsopgaver end på en privat tandklinik."
Det er budskabet fra fire tandplejere i Haderslev Kommunale Tandpleje
Tandplejerne i Haderslev kommune har et budskab til tandplejerstuderende, der søger praktikplads – men tandplejere der er på udkig efter et nyt spændende og udfordrende job, må også gerne læse med.
"Tandplejerens arbejdsdag hos os er fyldt med mange forskellige spændende opgaver, der skal løses, og du vil opleve et fantastisk godt samarbejde med de øvrige faggrupper i teamet. Du får også hjælp fra klinikassistent."
Praktikansvarlig i Haderslev Kommunale Tandpleje, Conny Poulsen, går lige til sagen. Hun oplever ofte, at tandplejerstuderende er usikre på, hvad en ansættelse i kommunal tandpleje indeholder, og hun oplever også, at de bliver meget overraskende, når hun præsenterer dem for de mangeartede opgaver.
"Så bliver en kommunal ansættelse pludselig interessant," siger Conny, der gerne vil hjælpe de nyuddannede tandplejere til at tage skridtet til et arbejdsliv i kommunal tandpleje og ikke mindst tilbyde tandplejerstuderende et helt fantastisk praktikforløb, og det er hun ikke alene om i Haderslev Kommune, som har ansat syv tandplejere. Fire af dem kan du møde i denne artikel.
"Vi ser altid meget frem til at få besøg af praktikanter, og vi tilrettelægger altid forløbet i dialog med praktikanten, hvor vi taler om ønsker og muligheder i forhold til praktik i behandlingsklinik, OR-klinik eller i omsorgstandplejen og eventuelt undervisning i børnehave eller skoleklasser."
"Vi er meget opmærksomme på at være til stede sammen med praktikanten på klinikken. Praktikanten vil aldrig opleve at være overladt til sig selv. Arbejdsdagens længde aftaler vi i fællesskab. Vi tager også hensyn til praktikantens transporttid," tilføjer Conny.
Syv erfarne tandplejere tager imod
Syv erfarne tandplejere, som har været i den kommunale tandpleje i mange år, står klar med åbne arme til at tage imod praktikanterne. Tandplejer Bianca Nielsen Lindfjeld er en af dem.
"Vi har alle syv været ansat her i mange år, fordi vi kan lide vores arbejdsplads og vores opgaver. Vi favner alle meget bredt, og vi løser mange forskellige opgaver hver især, så der er stor viden hos os alle omkring de fagområder, vi hver især brænder for," pointerer Bianca, der er tilknyttet OR.
Helt nye behandlingsmetoder og mange uddelegerede opgaver
Med en solid erfaring og sikkerhed i opgaveløsningen kan tandplejerne i Haderslev Kommune øse af deres erfaring og know-how både i forhold til børn, unge, forældre og omsorgstandpleje. Opgaverne er mange og forskelligartede, og så er der også mange uddelegerede opgaver.
"Ledelsen uddelegerer rigtig mange opgaver, og der bliver aftalt stadig flere rammedelegationer. Der er fuld tryk på faglig udvikling," siger Bianca.
Nyt er f.eks. behandling med Sølv Diamin Fluorid (SDF), behandling med Hall-kroner – alle faser lige fra aftryk til separering og cementering. Tandplejerne udfører også mindre OR-behandlinger i forbindelse med hold case, hvor tandplejeren cementerer brackets og etablerer bue og open coil.
"Vi deltager også ofte i opstart af aftagelige bøjler samt kontroller ved forskellige bøjlebehandlinger – bidhævningsplader, expansionsplader og aktivatorer. Ud over disse opgaver bruger vi meget tid på statusundersøgelser med alle de elementer, det indebærer," fortæller Conny.
Opgaverne omfatter også alle former for profylakse: Fissurforseglinger, fluoridbehandlinger, tandbørsteinstruktioner, kostsamtaler samt fokus på snus/rygning.
"Vi har meget fokus på den gode, positive kommunikation med børn, unge og forældre," siger Conny.
Tandplejer Line Marie Markmann Olsen fra behandlingsklinikken nikker:
"Det er kommunikation med forældre, med det bekymrede barn og med teenageren. Det er en meget spændende og varieret arbejdsdag, som man slet ikke får mulighed for at opleve på skolen," siger Line.
Struktureret og skemalagt praktikforløb
Pia Stoklund Larsen, som er ledende tandplejer i OR-af-delingen, fortæller:
"Som praktikant får du en gennemgang af hele tandreguleringsforløbet for de unge lige fra visitation til retention. Du får også mulighed for hands on, og du kommer også til at følge en specialtandlæge igennem en hel dag."
Når et praktikforløb skal tilrettelægges byder alle tandplejerne og andre i teamet ind og afsætter tid. Det resulterer i et skema, som praktikanten modtager forud for praktikken. Forløbet foregår på forskellige klinikker hos de forskellige tandplejere.
"Derved kommer praktikanten rundt om alle de opgaver, vi som tandplejere løser i kommunal tandpleje," siger Pia.
Hvad får man med sig ?
"En god indsigt i hvad det vil sige at arbejde som tandplejer i Haderslev Kommunale Tandpleje, men også hvad det kommunale helt generelt kan tilbyde," lyder svaret fra Bianca.
"Og mange gode fif fra os gode gamle tandplejere," tilføjer hun med et stort smil, inden hun fortsætter listen:
"Man kommer til at opleve, hvor givende det er at arbejde med børn og unge, og hvor meget glæde de giver tilbage til os."
"Man har mange sjove og gode snakke med børn og især de unge mennesker."
Line Marie fra behandlingsklinikken er enig, og hun vil også gerne gøre opmærksom på, at man som erfaren tandplejer selv får meget ud af at have praktikanter omkring sig.
"At have studerende giver mulighed for at følge med i hvordan og i hvad, der undervises på uddannelsen."
"Det er fantastisk at møde de unge tandplejere in spe. Fulde af interesse for faget og med en gejst for at komme i gang. Det er en fornøjelse at se dem udvikle sig fra de første dage, hvor de observerer os og snuser til vores kultur på klinikken og vores tilgang til vores patienter, til de selv begiver sig ud i forskellige undersøgelser og måske også behandlinger og gør teorien til praksis," siger Line Marie.
Også lidt en "charmeoffensiv"
Hverken Conny, Bianca, Pia eller Line Marie lægger skjul på, at de håber på at gøre et så godt indtryk på praktikanterne, at der er nogen, der med tiden vender tilbage til Haderslev Kommune, når de har fået deres autorisation.
"Og vi håber også, at de vil fortælle videre på skolen, at det at være kommunalt ansat er meget mere interessant og med mange flere spændende arbejdsopgaver end på en privat tandklinik."
"Vores store håb er, at vores gode praktikforløb gør det nemmere at rekruttere nye tandplejerkollegaer. Vi håber den venlige modtagelse og de strukturerede uger giver praktikanten lyst til at komme tilbage til os. Og vi håber også, at de vil fortælle videre på skolen, at det at være kommunalt ansat er meget mere interessant og med mange flere spændende arbejdsopgaver end på en privat tandklinik," udtaler Bianca – sidste sætning med et glimt i øjet, men stadig meget overbevisende.