Uddannelsen som professionsbachelor i tandpleje
Tandplejerens formelle titel er professionsbachelor i tandpleje. Professionsbacheloruddannelsen i tandpleje foregår Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS) ved Aarhus Universitet og Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere (SKT) ved Københavns Universitet og er en uddannelse på 3 år (180 ECTS point).
Uddannelsen består af sundheds- og naturvidenskabelige fag, humanistiske og samfundsvidenskabelige fag samt tandplejefag inklusiv odontologi, og som uddannet tandplejer kommer man både til at arbejde med diagnostik, behandlingsplanlægning, forebyggelse, risikovurdering, behandling og sundhedsfremme.
Fag og indhold
Biologiske og medicinske basisfag udgør ca. 11 % af undervisningstiden og omfatter bl.a. fagene anatomi, ernærings- og kostlære, farmakologi, fysiologi, generel medicin, mikrobiologi og tandmorfologi.
Samfunds- og adfærdsfag, teori og praksis udgør ca. 21 % af undervisningstiden og omfatter bl.a. fagene psykologi, pædagogik, samfundslære, samfundsodontologi, sociologi, sundhedspædagogik, vurdering af materialer og videnskabelig litteratur.
Kliniske fag, teori og praksis udgør ca. 68 % af undervisningstiden og omfatter bl.a. emner som bidfunktion, cariologi, gerodonti, omsorgs- og handicaptandpleje, odontologisk praktik, oral protetik, ortodonti, parodontologi, pædodonti, radiologi, tand-, mund- og kæbekirurgi samt lokalbedøvelse og oral patologi og medicin.
Derudover er der patientbehandling med undersøgelse, forebyggelse og behandling samt undervisning i tandsundhed og kostvejledning i klinikken. Desuden mundpleje for syge, handicappede, institutionaliserede, hospitaliserede og hjemmebundne.