Om foreningen
Danske Tandplejere blev stiftet den 22. maj 1974 og tæller i dag over 2.000 tandplejere.
I Danske Tandplejere arbejder foreningens formandskab, fagpolitikere og sekretariat for at styrke tandplejernes position uddannelsesmæssigt, på arbejdsmarkedet og i befolkningen. Forskellige udvalg varetager specifikke områder, der knytter sig til faget. Alle ordinære medlemmer og studentermedlemmer kan deltage i udvalgsarbejdet.
Danske Tandplejere deltager i arbejdsgrupper nedsat af styrelser og ministerier og udarbejder høringssvar, når vejledninger og lovgivning vedrører tandplejernes fagområder.
Danske Tandplejere arbejder for, at tandplejernes kompetencer bliver benyttet hensigtsmæssigt både i det odontologiske team samt i det interprofessionelle samarbejde til gavn for befolkningens tandsundhed og sundhed. Danske Tandplejere samarbejder tværfagligt med flere andre sundhedsprofessionelle organisationer og deltager i en lang række aktiviteter, der henvender sig til forskellige grupper af borgere. Danske Tandplejere er bl.a. partner i Forum for Mænds Sundhed, Røgfri Fremtid og Komiteen for Sundhedsoplysning.
Danske Tandplejere er en del af Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet for tandplejere i den offentlige sektor.
Danske Tandplejere har et internationalt samarbejde med andre tandplejerforeninger og er medlem i den internationale sammenslutning af tandplejerforeninger International Federation of Dental Hygienists (IFDH) og den europæiske sammenslutning European Dental Hygienists Federation (EDHF).