Dato:27-03-2026
Kategori: Uncategorized
Del:

Her kan børnene skyde rumskibe under fissurforseglingen

I Ringkøbing-Skjern Kommune har de taget moderne midler i brug for at få en ny generation af børn til at finde tryghed og ro i klinikstolen. Tandplejer Jane Schäfer Pilegaard byder den nye teknologi velkommen.
Tekst: Iben Faurskov Hansen
Foto: Steffen Bloch

Den sædvanlige farverige plakat i loftet over klinikstolen er blevet suppleret med moderne teknologi i den kommunale tandpleje i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor et par store briller nu hjælper med at gøre urolige børn rolige og give tandplejeteamet arbejdsro.

Det fortæller Jane Schäfer Pilegaard, der med mange års erfaring stadig er interesseret i ny udvikling.

»Jeg har det fint med nye teknologier. Jeg synes bare, det er spændende med et værktøj mere i kassen. De unge mennesker i dag er jo meget digitale og it-mindede og spiller meget, så det giver mening,« synes Jane Schäfer Pilegaard.

Hun mener generelt ikke, at det som sundhedsprofessionel nytter noget at stille sig på bagbenene over for nye metoder og teknologier, for verden udvikler sig hele tiden, og derfor må man følge med.

»Der er sket rigtig meget, siden jeg blev uddannet for 25 år siden, hvor vi skrev journaler på papir, og røntgenbilleder var noget, der skulle fremkaldes – så jeg tager bare VR-brillerne som et ekstra redskab. Og hvis de ikke fungerer for de enkelte børn, kan vi jo altid gå tilbage til det, vi gjorde før.«

Ringkøbing-Skjern Kommune er startet med ét par VR-briller på hver af de to klinikker, men hvis de ender med at blive overbooket, overvejer de at anskaffe flere.
VR-hvad for noget?

De nye briller, som Ringkøbing-Skjern Kommune efter et års forsøgsperiode nu har taget i brug på begge deres tandklinikker, er baseret på teknologien virtual reality (VR). VR imiterer virkeligheden i en computergenereret tredimensionel verden, der kan virke meget realistisk, og når man tager brillerne på, bliver man fuldstændig omgivet af den verden, brillerne viser, og man får følelsen af at være fysisk til stede i den.

»Vi bruger dem til de urolige patienter for at få dem til at tænke på noget andet,« forklarer Jane Schäfer Pilegaard og uddyber:

»Dem, som har svært ved at ligge stille, fordi de enten har for meget krudt i bagdelen eller er meget nervøse.« På den måde kan børnene være i stolen, uden de behøver forholde sig til alle de handlinger og steps, der er i f.eks. en fissurforsegling.

Erfaringer fra Rigshospitalet

Ringkøbing-Skjern Kommune fik ideen til at bruge VR-briller fra Rigshospitalet, hvor overlæge Søren Walther-Larsen fra Videnscenter for Børnesmerter siden 2017 har ledet et forskningsprojekt om VR til smertedistraktion for børn.

På Rigshospitalet har de igennem flere år brugt VR-briller til det, Søren Walther-Larsen kalder ‘procedurerelaterede smerter’ – f.eks. vaccinationer, droplægning og blodprøvetagning, der kan virke angstfremkaldende på mange børn.

»Man ved, at distraktion, eller afledning, virker rigtig godt på børn – det er effektivt bevist, at man kan drive deres hjerner og tanker væk fra det, de synes, er ubehageligt,« lyder det fra overlægen, der mener, at man kan gøre det på mange måder.

»I mange år har vi jo gjort det både bevidst og ubevidst, med små snakke, sæbebobler og tablets. For ti år siden kom vi så i kontakt med et firma, der tilbød at hjælpe os med at gå skridtet videre ved hjælp af VR-teknologi.«

Sammen med tech-virksomheden Khora gik Søren Walther-Larsen og hans team på Rigshospitalet så i gang med at udvikle nogle spil, der skulle holde børnene både stillesiddende og beskæftiget, mens de fik lagt drop og taget blodprøver.

»Vi kunne med det samme se, at det virkede, men for at det skulle kunne blive taget seriøst hos mine kolleger i branchen, var det nødvendigt med noget forskning,« fortæller overlægen, der derfor gik videnskabeligt til værks.

Forskningsprojektet påviste, at børnene havde god gavn af VR-brillerne, selvom der ikke var nogen forskel på smertescoren i henholdsvis kontrolgruppen og testgruppen.

»Men børnene var glade og vurderede, at de gerne ville bruge VR, hvis de igen skulle stikkes,« fortæller Søren Walther-Larsen, der forklarer, at børnene med VR-brillerne på får mulighed for større interaktion – og dermed distraktion – end de gør med gængse distraktionsmidler som sæbebobler og tablets.

»VR-teknologien er fordybelse, og det fanger dem ind pga. det tredimensionelle og interaktive – og samtidig lukker det andre impulser fra hjernen ude, viser MR-scanninger. Så man kan sige, at de registrerer stikket, men med begrænsede impulser. For der er grænser for, hvor meget hjernen kan beskæftige sig med på én gang,« lyder det fra overlægen.

Søren Walther-Larsen, der er overlæge på Rigshospitalet, har forsket i, hvordan VR kan bruges som distraktion til børn.
Skyd et rumskib

Tilbage i klinikstolen i Ringkøbing-Skjern Kommune kan de børn, der har brug for den ekstra distraktion, VR-brillerne giver, både fange fisk, skyde måger, fange balloner med en tryllestav og skyde rumskibe. Men de kan også bare vælge at ligge og kigge på skyer, der kommer svævende og folder sig ud som en figur, uden selv at skulle interagere.

»Fælles for alle fire spil, der kræver børnenes interaktion, er, at det er lavet sådan, at de kan ligge helt stille imens. Det er faktisk kun den ene hånd, som de holder fjernbetjeningen i, de skal bruge, og her er det endda nærmest kun håndleddet og fingrene, de skal bruge for at trykke på knapperne,« fortæller Jane Schäfer Pilegaard.

Hun understreger, at spillene ikke udelukker den menneskelige kontakt, der er så vigtig for at opbygge en tillidsfuld relation mellem tandplejeren og barnet.

»Vi kan høre lydene fra spillet, så når de får ramt noget, kan vi høre det og snakke med undervejs. Derfor skulle vi også selv lige gennemgå alle spillene først, så vi ved, hvad lydene betyder,« forklarer tandplejeren.

Hun fortæller, at de har haft held med at bruge brillerne på børn helt ned til fem år – og faktisk også en enkelt gang har kunnet distrahere en meget nervøs 19-årig med autistiske træk, der synes, det var sjovt at skyde rumskibe ned. Ifølge overlæge Søren Walther-Larsen kan VR-brillerne bruges helt ned til fireårsalderen.

»Vi startede med at teste på børn i otteårsalderen, men fandt hurtigt ud af, at vi kunne sænke det helt til fireårsalderen. Men som det er nu, kan det næppe bruges til børn under fire år. De er ikke helt i stand til at koncentrere sig nok og mangler stadig evnen til at leve sig ind i en anden verden på den måde. Og det kan også knibe med overhovedet at få dem til at ville have brillerne på,« mener han.

Også Søren Walther-Larsen mener, at tilliden til barnet opnås ved at interagere med det, så derfor har de på Rigshospitalet slet ikke lyd på deres spil.

»Det har vi fravalgt, fordi jeg skal kunne have kontakt til barnet – f.eks. i form af en dialog om, hvad de ser, hvad der er i baggrunden, hvor mange point de har osv.,« forklarer han og understreger:

»Stærke traumer eller stor tandlægeskræk kan ikke løses alene med VR-briller – her skal vi bruge andre midler som menneskelig interaktion og forældreinddragelse. Teknologi kan hjælpe os med meget, men relationen mellem mennesker er stadig det vigtigste.«

»Vi bruger dem til de urolige patienter for at få dem til at tænke på noget andet,« fortæller tandplejer Jane Schäfer Pilegaard om klinikkens VR-briller.
Positiv modtagelse

I Ringkøbing-Skjern Kommune oplever tandplejer Jane Schäfer Pilegaard da heller ikke, at VR-brillerne er andet end et supplement til den menneskelige kontakt, og generelt er den nye teknologi blevet taget super godt imod af børnefamilierne.

»Der er selvfølgelig nogen, hvor det ikke virker, men det virker på de fleste. Og de har en kæmpe oplevelse ud af det og synes, det er så sjovt. Så de kommer herfra med en god oplevelse – og så er det bare nemmere at få dem i stolen næste gang,« er hendes erfaring.

Hun fortæller, at mange forældre har været positivt overraskede over at støde på så moderne underholdning i den kommunale tandpleje, og de fleste har tilkendegivet, at de synes, det er en god idé. Det samme gælder klinikkens medarbejdere, inklusive hende selv.

»Vi har virkelig ikke haft de store udfordringer med at implementere det. Inden vi tog dem i brug, var der nedsat en lille arbejdsgruppe, som fik styr på, at brillerne fysisk – med vægt, batteriplacering osv. – kunne fungere på et barn, der ligger ned i en klinikstol. Så da vi først fik det ind på klinikken som et redskab, fungerede det bare,« siger Jane Schäfer Pilegaard.

»Man skal bare vide, hvor startknappen sidder og vælge liggeindstillingen – og virker VR ikke på barnet, så pakker vi det bare væk igen og prøver noget andet. Så nemt er det.«

Danske Tandplejere logo