Pressemeddelese: Flere pladser på tandlægeuddannelsen er helt forkert prioritering

Danske Tandplejere er uforstående overfor det netop indgåede forlig mellem Regeringen, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne, som afsætter 125 mio. kr. til at øge optaget på de to tandlægeuddannelser i Aarhus og København. Det er en helt forkert prioritering af økonomiske midler at øge optaget på tandlægeuddannelserne. Især når behovet, når man ser på befolkningens tandsundhed, er at øge optaget på tandplejeruddannelserne, der har til huse på samme uddannelsesinstitutioner.

Forliget, der bevilger 125 mio. kr. til flere tandlægestudiepladser og yderligere 40 mio. kr. til udviklingsarbejde i forbindelse med tandlægeuddannelsen, er et entydigt politisk fravalg af den forebyggende indsats og i direkte modstrid med det paradigmeskifte indenfor sundhed, som sundhedsminister Magnus Heunicke netop har lanceret i forbindelse med Sundhedsreformen, hvor sundhedsministeren ønsker mere forebyggelse og sundhedsfremme.

”Det er netop den forebyggende behandling, som tandplejerne er uddannet til, der holder borgernes mund og tænder sunde og fri af behandlingskrævende sygdom. Desværre er der stor mangel på tandplejere med mange ubesatte stillinger på tandklinikkerne hver måned. Derfor er det også dybt beklageligt og vidner om en misforståelse af behovet i befolkningen, at tandplejeruddannelsen bliver forbigået i denne aftale”, siger formand for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen.

Danske Tandplejere må konstatere, at Sundhedsminister Magnus Heunicke har sovet i timen, når han ikke har set, at den nuværende tandsundhed i Danmark fordrer forebyggelse frem for behandling. Det er ikke tilfældigt, at 70-80 procent af de opgaver, der udføres på tandklinikkerne, er tandplejeropgaver. Det er, fordi det er det, borgerne har brug for.

Det er også en streg i regningen, at Uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen, fuldkommen har udelukket tandplejerne i denne proces. Danske Tandplejere har ikke været hørt eller inddraget i processen. Ministeren har ensidigt kun inddraget tandlægernes organisationer. Sundhedsministeren, Uddannelses- og forskningsministeren og aftalepartiernes beslutning underkender med den manglende prioritering af tandplejerne i aftalen ultimativt borgernes behov for forebyggende behandling.

Forliget går imod odontologers viden

Udviklingen i tandsundhed igennem de seneste 50 år og Sundhedsstyrelsens tal og fremtidsprognose om danskernes tandsundhed fortæller os, at den økonomiske prioritering bør falde på sundhedsfremme og forebyggelse frem for behandling. Flere odontologer (tandlæger) taler netop nu om et paradigmeskifte i tandplejen, hvor en voksende andel af befolkningen primært har behov for simpel, forebyggende behandling, der forhindrer udvikling af huller og dermed operative indgreb fra en tandlæge. Derfor bør der også uddannes flere tandplejere til at håndtere denne voksende gruppe af tandsunde borgere.

”Det er uforståeligt, at politikerne vælger den dyre ikke-forebyggende vej frem for den forebyggende og sundhedsfremmende vej, som vi netop har set virke de seneste 50 år. Tandplejernes forebyggelse og sundhedsfremme, er det, der har gjort, at borgernes mund og tænder bliver bedre og bedre”, siger formand for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen.

Kontakt

For mere information kontakt gerne formand i Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen,
på tlf. 24 80 20 47 / egr@dansktp.dk