Efter næsten 30 år som klinikassistent tog Bodil Jakobsen mod til sig og søgte ind på tandplejeruddannelsen som 54-årig. I dag arbejder hun som tandplejer på sin tidligere arbejdsplads, men i en ny rolle og med fornyet energi.
»Jeg tænkte: Der skal ske noget nyt. Så jeg søgte ind – og kom ind,« fortæller Bodil Jakobsen om et stort spring, hun har taget i sit liv i en relativt sen alder.
I sommeren 2025 blev hun nemlig færdiguddannet tandplejer som 57-årig, og det er et karriereskifte, der både krævede mod, vilje og støtte hjemmefra.
»Jeg havde overvejet det før, men det skulle jo passe sammen med børn og arbejde. Og bare det at tage toget til Aarhus tog to en halv time hver vej. Så det krævede lidt tilløb,« husker hun.
Bodil Jakobsen blev uddannet klinikassistent i midten af 1990’erne, og selvom hun var glad for både jobbet og kollegerne, havde hun brug for at ryste posen.
»Jeg kunne mærke, at der skulle ske noget andet. Jeg havde haft nogle spændende opgaver som klinikassistent, men på et tidspunkt kommer man til et punkt, hvor man tænker: Skal det være det her resten af arbejdslivet?,« siger hun.
Så med både is og spænding i maven søgte hun ind på IOOS i Aarhus via kvote 2 med en HF-eksamen fra 1989 og en knap 30-årig lang karriere som klinikassistent i bagagen.
»Jeg vidste jo godt, at det var svært at komme ind, så jeg tænkte: ‘Kommer jeg ikke ind, så er det det’. Men jeg kom ind. Og så var det bare med at gå i gang.«
Bodil Jakobsen blev uddannet tandplejer efter en lang karriere som klinikassistent. Foto: Benny Christiansen
Den ældste på holdet
På tandplejeruddannelsen var Bodil Jakobsen alderspræsident blandt de studerende, og hun griner lidt, når hun fortæller om, hvordan it-supporten spurgte, om hun var underviser eller studerende, når hun henvendte sig.
Men Bodil Jakobsen oplevede aldrig sin modne alder under uddannelsestiden som en barriere – tværtimod.
»Jeg kunne mærke, at jeg havde en anden ro, når vi skulle fremlægge eller evaluere hinanden. De unge kunne f.eks. godt synes, at det var grænseoverskridende at skulle se sig selv på video, hvor jeg var bare sådan lidt: ‘Nå, ser jeg sådan ud? Fred være med det’,« husker hun.
Hun oplevede også et godt fællesskab med de yngre studerende, og hendes studiegruppe med både to helt unge studerende og en kvinde i 40’erne blev et vigtigt holdepunkt.
»Den studiegruppe fungerede bare – og vi havde meget glæde af hinanden. Og vi ses faktisk stadigvæk,« fortæller hun.
Overrasket over teoriens tyngde
Selve det at være tilbage på skolebænken var ikke svært for Bodil Jakobsen, der altid godt har kunnet lide at studere. Men én ting, der kom lidt bag på hende, var mængden af teoretiske fag.
»Jeg havde forventet, at tandplejeruddannelsen ville handle om tænder – og det gør den selvfølgelig også – men jeg blev overrasket over, hvor bredt faget favner. Jeg havde ikke regnet med så meget psykologi, sundhedspædagogik og videnskabsteori. Hvis jeg havde vidst det, ved jeg ikke, om jeg havde turdet. Men jeg kom jo godt igennem,« siger Bodil Jakobsen.
Hun indrømmer, at der var et enkelt aspekt af studielivet, som voldte hende bekymringer, og det var det tekniske med at aflevere opgaver digitalt.
»Det var altså noget af en udfordring med pdf’er og uploads og alt sådan noget. Men her kunne mine store børn heldigvis hjælpe mig.« Og så var økonomien selvfølgelig også en udfordring. Det at gå fra løn til SU krævede tilvænning, planlægning og flere møder i banken. Men det kunne lade sig gøre.
»Vi bor billigt, og vores børn er flyttet hjemmefra. Så det gik faktisk bedre, end vi havde frygtet. Og vi snakkede faktisk om forleden, at vi da egentlig ikke gik og manglede noget, da jeg var på SU.«
»Det er sådan noget, jeg synes er fedt. Når man mærker, at man har rykket noget. Det er jo hele meningen med vores arbejde.«
Bodil Jakobsen
Nyt ansvar – og gamle kendte
Selvom Bodil Jakobsen aldersmæssigt var langt over gennemsnittet for nyuddannede tandplejere, skænkede hun det aldrig en tanke, at det ville blive svært at finde et job efter uddannelsen, og det blev det da heller ikke – for kort efter fik hun en ansættelse som tandplejer på en af de klinikker i Tarm, hvor hun tidligere havde været ansat som klinikassistent.
»Det er sjovt at være tilbage i en ny rolle. Nogle af patienterne kigger lidt forvirret og spørger, om jeg er tilbage igen. Og det er jeg – bare med et andet område og ansvar,« siger Bodil Jakobsen og funderer lidt over de nye perspektiver, som skiftet fra en assisterende til en behandlende rolle har givet hende.
»Man står pludselig selv med hele ansvaret – selvom man selvfølgelig kan sparre med de andre behandlere. Men det er en anden måde at arbejde på. Man er mere alene i rummet, og det kan godt være lidt ensomt indimellem – især når der er travlt, og man ikke rigtig når at tale med kollegerne før frokost.«
Men det opvejes af den særlige tilfredsstillelse, det giver at gøre en konkret forskel for et andet menneske, mener Bodil Jakobsen.
Hun fortæller med stolthed om en ung patient, der tog hendes sundhedspædagogiske instruktion til sig og vendte tilbage med både en elektrisk tandbørste og markant forbedret mundhygiejne.
»Det er sådan noget, jeg synes er fedt. Når man mærker, at man har rykket noget. Det er jo hele meningen med vores arbejde.«
Erfaring giver gennemslagskraft
Bodil Jakobsen mærker tydeligt, at hendes alder og erfaring giver noget særligt i mødet med patienterne – især i hendes vestjyske lokalområde, hvor de består af mange ældre borgere.
»Jeg tror, man har en anden autoritet, når man er 57, end hvis man er 22. Det handler også om at kunne læse folk – og det lærer man jo, når man har mødt tusindvis af patienter gennem årene.«
Hun mener dog, at evnen til at arbejde med mennesker i bund og grund er noget, man har – og ikke noget, man udelukkende kan læse sig til.
»Jeg er glad for, at jeg først blev tandplejer nu. Jeg tror ikke, jeg havde været klar tidligere. Og det viser bare, at det aldrig er for sent,« lyder det fra Bodil Jakobsen, der har en klar opfordring til andre, der overvejer at skifte spor midt i livet:
»Bare gør det. Man skal ikke blive hængende i et job, man ikke trives i. Der sker så meget, og det bliver mere og mere normalt at skifte retning senere i livet. Man skylder sig selv at gøre det, hvis man mærker, der skal ske noget nyt.« Selv ser hun frem til mange år endnu som tandplejer.
»Planen er bare at blive ved – stille og roligt – indtil jeg skal på pension. Jeg har jo en god del år endnu.«
