Tilfredse medlemmer af Danske Tandplejere
Er du tilfreds med Danske Tandplejere? Vil du anbefale Danske Tandplejere til andre?
Sådan lød nogle af spørgsmålene i den store medlemsundersøgelse, som blev sendt ud til alle ordinære medlemmer af Danske Tandplejere i begyndelsen af september måned 2019.
Besvarelserne fra medlemmerne strømmede ind i løbet af efteråret, og alle besvarelserne er siden blevet behandlet af analysevirksomheden Ennova. Konklusionerne er nu klar: Medlemmerne er meget tilfredse med Danske Tandplejere, og der er kommet gode forslag til, hvad foreningen kan arbejde videre med.
Ennova præsenterede også resultaterne for hovedbestyrelsen i december 2019, og det korte budskab lød, at Danske Tandplejere har tilfredse medlemmer, som især værdsætter sammenholdet og det stærke faglige fællesskab.
”En medlemsundersøgelse er et godt værktøj for en forening som Danske Tandplejere, for det kan give et indblik i, hvad medlemmerne er tilfredse med, og hvor vi som forening kan forbedre os. Jeg synes, at medlemsundersøgelsen fra 2019 har peget på netop de to elementer," udtaler sekretariatschef Mikkel Dalsgaard.
Besvarelserne viser, at medlemmerne giver en meget høj score til Danske Tandplejere som fællesskab og forening – en forening der formår at varetage medlemmernes interesser og fremme tandplejernes sag politisk, når der forhandles overenskomster, og når den faglige udvikling står i centrum. Når Danske Tandplejere sammenlignes med andre faglige organisationer viser det sig, at Danske Tandplejere også i den sammenligning ligger højt.
”Det er selvfølgelig rart, at medlemmerne udviser tilfredshed med Danske Tandplejere, men det forpligtiger også. Vi skal også fremadrettet forsøge at leve op til medlemmernes ønsker og forventninger, så godt som vi kan. Og så skal vi også videreudvikle både sekretariatet og sammen med valgte og medlemmer udvikle foreningen," udtaler sekretariatschef Mikkel Dalsgaard.
Medlemmerne blev spurgt til alle dele af medlemskabet og kontakten med Danske Tandplejere som forening. Konkret blev der spurgt ind til faglig udvikling, rådgivning, medlemstilbud, interessevaretagelse, kommunikation og tilgængelighed.
"Fuld tilfredshed blandt medlemmerne er noget, som vi altid vil have som målsætning og stræbe efter. Men der vil være medlemmer, som fra tid til anden vil få en oplevelse med Danske Tandplejere, som de måske ikke er tilfredse med. Det vil vi helst undgå. Men hvis vi ikke kan undgå det, så vil vi meget gerne høre om det, så vi kan blive bedre og i fællesskab med medlemmet kan finde en vej videre," udtaler sekretariatschef Mikkel Dalsgaard.
Også for hovedbestyrelsen har medlemsundersøgelsen været en god mulighed for at opleve, hvordan medlemmerne ser på Danske Tandplejere som forening og fællesskab.
"Det er første gang i mange år, at vi laver sådan en medlemsundersøgelse, så vi i hovedbestyrelsen var meget spændte på at se, hvor tilfredse medlemmerne var med foreningen og med de resultater, som vi har opnået. Og når man ser på tallene, så tolker vi i hovedbestyrelsen det som om, at vi har medlemmernes opbakning. Både i forhold til de opnåede resultater, men også i forhold til de mål, som vi nu går efter på vegne af tandplejerne," udtaler formand Elisabeth Gregersen og fortsætter:
"Jeg vil nu sammen med resten af hovedbestyrelsen arbejde på, at vi får omsat alle de gode idéer og tanker fra medlemmerne til konkrete politikker og indsatsområder, så repræsentantskabet til november har et godt udgangspunkt for at sætte kursen for foreningen de næste tre år."