OK26: Mere i løn, højere pension og bedre muligheder gennem hele arbejdslivet

Den nye overenskomst gælder fra 1. april 2026 til 31. marts 2029 og giver tandplejere i regionerne både generelle lønstigninger og en række målrettede forbedringer.

Resultatet består af de generelle forbedringer for alle regionalt ansatte og de særlige forbedringer, som Danske Tandplejere har forhandlet hjem til tandplejerne.

Generelle forbedringer

Alle regionalt ansatte får blandt andet:

  • Lønstigninger på i alt 6,27 pct. over perioden.
  • Fritvalgskonto fra 1. januar 2028 med mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed.
  • Barnets 0. (hjemkaldelsesdagen) og 3. sygedag med løn.
  • Forbedrede barselsvilkår.
  • Styrket fokus på arbejdsmiljø, trivsel og udvikling.
  • Flere midler til lokal løndannelse og nye regionale lønforhandlingsudvalg, som skal styrke de lokale lønforhandlinger.

Særlige forbedringer for tandplejere

  • Nyt erfaringstillæg efter 10 år

Fra den 1. april 2027 får tandplejere med 10 års sammenlagt beskæftigelse på baggrund af grunduddannelsen et nyt pensionsgivende tillæg på 7.340 kr. årligt (31. marts 2018-niveau).

I nutidskroner svarer det til cirka 8.600 kr. om året for en fuldtidsansat.

  • Højere pension

Pensionsbidraget stiger fra 14,45 pct. til 15 pct. pr. 1. april 2027.

I modsætning til det kommunale område indgår denne pensionsforhøjelse ikke i fritvalgskontoen.

  • Bedre vilkår for deltidsansatte

Fra den 1. april 2026 får deltidsansatte overarbejdsbetaling fra første ekstra time, når arbejdet udføres ud over den aftalte arbejdstid.

Det betyder, at deltidsansatte fremover honoreres efter de samme principper som fuldtidsansatte.

Danske Tandplejere logo