Johan Poulsen

Min bevæggrund for at stille op til posten:
Vi står over for en historisk mulighed for at sætte et markant aftryk på fremtidens sundhedsvæsen. De politiske ambitioner om udvidet gratis tandpleje åbner døren på vid gab. Men hvis reformerne skal lykkes, skal tandplejerne sætte retningen fra start. Jeg stiller op som forperson for Danske Tandplejere, fordi jeg har erfaringen, visionerne og den ledelsesmæssige tyngde, der kræves for at flytte vores profession til nye højsæder.
Min drivkraft er en dyb stolthed og en fast overbevisning om, at vores faglige kompetencer skal helt frem i forreste række. Med over 20 år i faget har jeg flere gange vist, at jeg tør være en handlekraftig “first mover” for vores profession. Jeg har i praksis flyttet grænserne for, hvad vi som tandplejere kan udrette – både på det ledelsesmæssige område og ved at tænke forebyggelse ind i helt nye tværfaglige rammer. Denne handlekraft vil jeg bringe ind i foreningen hvis jeg bliver valg! Jeg stiller op for at skabe en synlig og nærværende fagforening, der favner alle. Vi skal ikke blot tilpasse os fremtiden – vi skal forme den!
Mærkesager og særlige fokus hvis jeg bliver valgt:
• Mærkbart løft af arbejdsmiljøet: Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skal i højsædet. Vi skal sikre bæredygtige vilkår, så vi kan holde til et langt og givende arbejdsliv og du må ikke opleve at du står ”alene” som tandplejer.
• Klinikassistentassistance til tandplejere: Tandplejere skal løfte tandplejeropgaver. Vi skal have øget fokus på assistance ved stolen, så vi udnytter vores faglige ekspertise fuldt ud i stedet for at blive låst af praktiske opgaver.
• Forebyggelse som fundament: Vi skal se det hele menneske og sætte tidligt ind. Vores unikke pædagogiske og faglige styrker skal være kernen i fremtidens tandpleje.
• Nye faglige territorier: Tandplejeren skal stå markant stærkere i dentalteamet. Vi skal i langt højere grad ud at gøre en forskel på de samfundsarenaer, hvor vores faggruppe sjældent ses i dag.
• Stærkere tværfagligt samarbejde: Jeg styrke synergien og respekten mellem tandplejerne, tandlægerne, klinikassistenterne og samarbejdspartnere til gavn for både arbejdsmiljø, patienter og selvfølgelig os tandplejere.
Det får I som medlemmer, hvis I stemmer på mig:
• En kontant forkæmper for dine arbejdsvilkår: Aktiv indsats for mere assistance ved stolen og bedre rammer omkring din klinikhverdag.
• Innovativ og strategisk ledelseskraft: 11 års dokumenteret personale- og projektledelseserfaring. En forperson, der tænker ud af boksen, driver politiske processer og skaber målbare resultater.
• En synlig og lyttende fagforening: En ledelse, der er tæt på din hverdag, og som altid er klar til at kæmpe for dine vilkår og din sundhed på jobbet.
• Et samlet fællesskab for ALLE: Målrettet arbejde for at mindske skel og skabe et stærkt, sammenhængende fællesskab på tværs af private og offentlige ansættelser, så vi får flere medlemmer til foreningen.
• Uddannet tandplejer fra Panum Instituttet, KU (2006). Suppleret med en akademiuddannelse i ledelse samt målrettede leder- og projektlederuddannelser.
• Nuværende leder af Tandplejen i Holbæk Kommune. Tidligere mangeårig personaleleder, projektleder og tandplejer i Voksentandplejen i Københavns Kommune (omsorgs-, special- og socialtandpleje) samt børne- og ungdomstandplejen.
• Mangeårig erfaren oplægsholder i kommuner og uddannelsesinstitutioner med fokus på tværfaglig forebyggelse. Censor og vejleder på SKT med bl.a. fokus på “innovativ tandpleje”.
Jeg kan ikke løfte opgaven alene – vi skal gøre det i fællesskab. Jeg har brug for dine erfaringer, dine idéer og din stemme. Lad os starte samtalen nu!