Kirsten Holdorf

Min bevæggrund for at stille op til posten:
Jeg stiller op som forperson, fordi jeg er overbevist om, at jeg kan være med til at gøre en afgørende forskel.

Der er ingen faggruppe, jeg hellere vil repræsentere end tandplejerne. Jeg ønsker at være en tydelig stemme over for politikere, myndigheder, samarbejdspartnere og befolkningen og arbejde målrettet for, at tandplejernes kompetencer bliver anerkendt og udnyttet fuldt ud.

Vi tandplejere er en helt central del af fremtidens tandpleje. Derfor skal vi stå stærkere – både fagligt, politisk og organisatorisk.

Mærkesager og særlige fokus hvis jeg bliver valgt:

• mere åbenhed og større medlemsinddragelse
• stærkere faglig anerkendelse,
• bedre rammer for uddannelse og kompetenceudvikling,
• tydelig og ærlig kommunikation,
• større synlighed af tandplejernes betydning,
• og et stærkt fællesskab i Danske Tandplejere.

En stærk fagforening handler ikke kun om løn og arbejdsvilkår. Den handler også om at udvikle vores fag, sætte retningen for fremtidens tandpleje og styrke den faglige stolthed blandt alle tandplejere.

Jeg går til opgaven med stor ydmyghed. Jeg ved, at det kræver mod, vedholdenhed, stærke relationer og en høj arbejdsmoral at stå i spidsen for en engageret og ambitiøs faggruppe. Den opgave er jeg klar til.

Jeg vil arbejde for, at Danske Tandplejere bliver endnu mere synlige – blandt andet gennem en langt stærkere tilstedeværelse på de sociale medier. Hele Danmark skal vide, hvad tandplejere kan, og hvilken forskel vi gør for patienternes sundhed gennem hele livet.

Hvis vi vil udvikle vores profession, skal vi også turde udfordre de strukturer, der holder os tilbage. Vi skal blandt andet spørge:
• Hvorfor er det fortsat en tandlæge, der leder tandplejeruddannelsen?
• Hvorfor skal så mange af de kompetencer, vi uddannes til, fortsat uddelegeres af en anden faggruppe?
• Hvilke barrierer forhindrer flere tandplejere i at blive ledere i den kommunale tandpleje?
• Hvordan gør vi det lettere for tandplejere at etablere sig som selvstændige?

Der er behov for en modernisering af autorisationsloven, så tandplejere får bedre muligheder for at drive egen klinik, samt unødigt bureaukrati omkring delegation og journalføring reduceres.

Vi skal være stolte af vores profession. Ord former holdninger. Derfor betyder sproget noget. Det hedder en tandklinik – ikke nødvendigvis en tandlægeklinik. Det hedder en klinikstol – ikke en tandlægestol. Når de største klinikkæder fortsat markedsfører sig med “tandlæger” i navnet, selv om en stor del af behandlingerne udføres af tandplejere, sender det et signal om, at vores profession fortsat er usynlig. Vi skal blive langt bedre til at fortælle historien om tandplejerne – både over for patienterne, medierne og politikerne.

Vi skal investere i de studerende. Fremtidens tandpleje afhænger af de tandplejere, vi uddanner i dag.

Det får I som medlemmer, hvis I stemmer på mig:
I får en synlig, engageret og handlekraftig stemme for tandplejerne. En med stor fagpolitisk erfaring og en, der brænder for at gøre en forskel for vores fag. Jeg er god til at pleje relationer og kan kommunikere med alle på en god og sober måde, men jeg er heller ikke bange for at stille de kritiske spørgsmål og udfordre det eksisterende.

Der er mange kampe der skal kæmpes, vi tandplejere skal have større faglig anerkendelse og mere selvstændighed, vi skal udfordre lovgivningen, som begrænser os, og arbejde for bedre uddannelse og stærkere rammer for vores fag.

Som forperson vil jeg arbejde målrettet på at gøre tandplejerne langt mere synlige over for politikere, myndigheder og befolkningen, lytte til medlemmerne og tage hverdagen på klinikkerne med ind i det fagpolitiske arbejde og først og fremmest stå stolt på mål for tandplejernes faglighed og fremtid.

I får en forperson, der ikke bare vil passe på det, vi har – men som vil være med til at flytte vores fag fremad.

Jeg er uddannet tandplejer fra SKT Panum København i 2004 og har siden arbejdet med stor faglig stolthed som tandplejer. I dag er jeg ansat som tandplejer og faglig leder hos ORIS Tandlægerne i Sæby.

Har gennem flere perioder siddet i hovedbestyrelsen i Danske Tandplejere for Region Nordjylland. Jo længere jeg har været engageret i det fagpolitiske arbejde, desto mere er jeg blevet overbevist om, hvor stor en forskel en stærk fagforening kan gøre for vores profession.

Igennem årene har jeg afholdt mange faglige kurser og møder, holdt oplæg, skrevet artikler og siddet fire år i aftagerpanelet for odontologi ved Aarhus Universitet. Det har givet et bredt indblik i faget og de udfordringer og muligheder, vi som tandplejere står overfor.

Danske Tandplejere logo