OK26: Højere løn, mere fleksibilitet og bedre vilkår for statsligt ansatte tandplejere

Den nye overenskomst gælder fra 1. april 2026 til 31. marts 2029 og giver statsligt ansatte tandplejere både generelle lønforbedringer og mere fleksibilitet i arbejdslivet.

Resultatet består af de generelle forbedringer, som gælder alle statsansatte, og den særlige forbedring, som Danske Tandplejere har forhandlet hjem til tandplejerne.

Generelle forbedringer

Alle statsansatte får blandt andet:

  • Lønstigninger på i alt 6,8 pct. over perioden.
    Bemærk: Lønstigningerne på det statslige område opgøres anderledes end på det kommunale og regionale område. Forskellen skyldes den tekniske opgørelse af reguleringsordningen og betyder ikke, at de statslige ansatte har opnået en højere lønstigning.
  • Fritvalgskonto fra den 1. januar 2028, hvor du kan vælge mellem ekstra løn, pension eller frihed.
  • Barnets 0. (hjemkaldelsesdagen) og 3. sygedag med løn.
  • Forbedrede barselsvilkår, herunder flere uger med løn og bedre rettigheder for blandt andet sociale forældre og aleneforældre.
  • Styrket fokus på arbejdsmiljø, forebyggelse af arbejdsrelateret stress og trivsel.
  • Flere midler til lokal løndannelse, så der bliver bedre muligheder for lokale lønforhandlinger.
  • Fortsat adgang til Den Statslige Kompetencefond, som giver mulighed for støtte til efter- og videreuddannelse.

Særlig forbedring for tandplejere

  • Højere basisløn

Danske Tandplejere har ved organisationsforhandlingerne opnået en forhøjelse af basislønnen i løngruppe 1.

Forhøjelsen træder i kraft den 1. april 2027, hvor basislønnen hæves med 1,7 pct. til 290.306 kr. (årligt grundbeløb).

Danske Tandplejere logo