Tekst og foto: Iben Faurskov Hansen
»Tungesuger! Tungesuger!« jubler en 7-årig dreng, der er på vej ind i klinikrummet på Ellemarkskolen i Køge med sin mor og tandplejer Carina Løvstad i hælene.
»Ja, du skal nok få lov til at bruge ‘tungesugeren’ i dag. Den er du vild med, hva’?« smiler Carina Løvstad stort til drengen, der uden hjælp hopper op i klinikstolen og griber ud efter suget.
»Skal du lige prøve den først – okay så tryk der,« siger tandplejeren og hjælper drengen, mens moren sænker skuldrene, smiler og finder sin plads ved klinikstolens fodende.
»Er det gået godt derhjemme siden sidst?« spørger Carina Løvstad moren, mens drengen er helt optaget af suget.
»Det er gået rigtig godt. Det går rigtig godt,« svarer moren.
Men sådan har det ikke altid været. For hendes søn har autisme, og tandklinikbesøg har altid været en overvældende oplevelse for den lille dreng, der derfor ofte er blevet sendt hjem med uforurettet sag for personalet
Da han startede med at komme hos Carina Løvstad for et år siden, kunne moren f.eks. slet ikke få lov at bruge tandpasta under tandbørstningen derhjemme, fordi det var for voldsomt for drengens sanser.
Efter en gradvis tilvænning med hyppige besøg i stolen hos tandplejeren, virker den tandpastanægtende dreng som et meget fjernt minde for moren.
»Han er så tryg herinde hos dig, Carina. Da jeg hentede ham efter skole i dag og sagde, vi skulle herhen, var han bare et stort smil. Det er virkelig blevet en god oplevelse for ham nu,« lyder det fra drengens mor.
»Det handler jo om mennesker, om relationer,« fortæller Carina Løvstad, inden drengen ankommer. For der er ikke nogen trylleremse, man kan bruge for at få utrygge børn, der ikke vil samarbejde, til at føle sig trygge og samarbejde. Det kræver tid, og det kræver et menneske i den anden ende.
»Jeg tænker rigtig meget over mit kropssprog, og jeg bruger min mimik rigtig meget. Altså, jeg smiler jo sådan overdrevet, når der kommer små børn ind. For et smil, det forstår de,« forklarer Carina Løvstad.
»Altså, det er jo alle de der tricks fra Ramasjang, hvor man lige giver den lidt ekstra gas med det hele, så det bliver tydeligt for dem, at jeg vil dem det godt. Og det gælder især børn med ADHD, autisme eller manglende sprog, hvor du ikke bare kan prøve at forklare dem.«
»Er det sjovt? Du ser klar ud?,« Carina Løvstads opmærksomhed er fuldt rettet mod drengen. Han kigger op på hende med et stort smil og nikker energisk og tilkendegivende med hovedet.
»Skal vi ikke finde en kop så?,« spørger tandplejeren og finder et hvidt engangskrus til drengen.
»Prøv at se her – så tænder du for vandet hernede, og så tager du koppen ind under.«
Drengen arbejder med fuld koncentration og et lille smil.
»Hov, nu er der ikke plads til mere. Så kan du tage en lille tår. Skal du have solbriller på, inden du lægger dig ned?,« spørger Carina Løvstad drengen, der ikke længere er interesseret i vandhanen, men griber ud efter suget igen.
»Må jeg lige få den der? Du må godt prøve den, når vi er færdige. Skal vi gøre det igen så?«
Drengen samtykker, tager solbrillerne på og læner sig tilfreds tilbage i stolen.
»Du er så dygtig. Er du klar til, vi kører stolen ned?«
»Det er jo en dreng, der er meget livlig og aktiv,« fortæller Carina Løvstad, da drengen og hans mor har forladt klinikken med en ny tid igen om tre måneder.
»Jeg kan huske første gang, han var her – der ville han hele tiden op at stå. Men efter jeg har fået tilpasset rammerne, så han føler sig tryg, kan han faktisk sidde i stolen i lang tid ad gangen. Men han er jo meget livlig og anderledes end de fleste børn, og han skulle jo også lige prøve at åbne alle skufferne, mens jeg talte med moren bagefter, så det er da helt klart specielt,« fortæller hun.
Selv har hun ikke nogle særlige forudsætninger for at håndtere børn med diagnoser, men fordi der efterhånden er flere og flere, der bliver udredt, er hun blevet mere opmærksom på det og blevet god til at tune ind på dem, så det er ofte hende, der får dem i stolen.
»Det her er jo en fuldstændig almindelig skoleklinik, men jeg synes, vi har mange børn med diagnoser i dag, og jeg tror, det er sådan alle steder, siger Carina Løvstad og fortsætter:
»Selvfølgelig har vi mulighed for at henvise til fuld narkose, hvis de slet ikke er til at komme i nærhed af. Men jo mere vi kan tilvænne dem her, gøre dem trygge og få en dialog i gang med forældrene, jo bedre er det jo både for børnene og samfundet. Vi skal jo helst undgå, at de bliver behandlingskrævende.«
Et besøg i tandklinikken kan være en særligt udfordrende oplevelse for børn med neurodiverse diagnoser som ADHD og autisme – især hvis barnet har begge diagnoser samtidig Det fastslår speciallæge i psykiatri Anne Philipsen.
Ifølge hende varierer udfordringerne betydeligt, afhængigt af hvilken diagnose barnet har, og om det er i behandling. Dertil kommer forhold som forældrenes eventuelle neurodiversitet og behandlingsstatus, som kan spille en væsentlig rolle i barnets oplevelse. ADHD er nemlig i mange tilfælde arveligt, og det betyder, at børnene ofte ledsages af forældre med udiagnosticeret og ubehandlet ADHD.
»I pressede situationer kan de forældre reagere impulsivt eller forstyrrende, hvilket i virkeligheden dækker over et forsøg på at støtte barnet. Her er tandplejens professionelle ro og forståelse afgørende. En anerkendende tilgang dæmper ofte hurtigt situationen, mens irettesættelse af forældres adfærd kan eskalere situationen.«
Som tandplejer er det også vigtigt at være opmærksom på, at børn med ADHD ofte kæmper med at fastholde opmærksomheden, hvilket kan gøre det vanskeligt at følge tandplejerens instruktioner. Klinikkens mange lyde og indtryk kan virke forstyrrende, og børnene er ofte præget af høj opmærksomhed og mange tanker, der kan være svære at styre.
»Det kan i nogle tilfælde udløse angst – og angst kombineret med en klinikstol er en svær cocktail,« forklarer hun.
Er barnet i stedet primært præget af autisme, opstår en anden type udfordringer. Her er det især de sensoriske påvirkninger, der fylder. Berøring i munden, lyde, skarpt lys, lugte og smage kan opleves ekstremt ubehageligt og overvældende.
Når både ADHD og autisme er til stede, fordobles vanskelighederne ikke bare – de mangedobles. Det kræver stor mental forberedelse at møde op til en tandundersøgelse, og efterfølgende vil barnet ofte være udmattet i lang tid.
For at give børnene den bedst mulige oplevelse, er det afgørende, at tandplejeren har en grundlæggende forståelse for de diagnoser, børnene møder med, mener psykiateren.
»I stolen er det vigtigt, at tandplejeren spørger ind til, hvad der kan være generende for barnet – og ikke mindst lytter til svarene. Hovedtelefoner kan hjælpe mod sansemæssig overbelastning, og særligt børn med autisme har brug for en detaljeret forberedelse. Det kan være formuleringer som: ‘Nu rører jeg ved din kind,’ eller ‘Nu bruger jeg et instrument, der smager sådan og sådan’,« forklarer Anne Phillipsen.
Hvis barnet bliver angst, er det afgørende at bevare roen og hjælpe barnet med at trække vejret roligt. En tydelig struktur og brugen af stop-ord, som giver barnet mulighed for at afbryde behandlingen, er også med til at sikre, at barnet oplever kontrol og tryghed.
»Forældrene spiller en central rolle – og deres viden er guld værd. De kender barnets reaktioner og grænser bedre end nogen anden og kan ofte fornemme uroen, længe før den bliver tydelig for andre. Derfor er det en god idé fra starten af inddrage deres erfaringer.«
Ifølge Anne Philipsen er en af de mest udbredte misforståelser, at udadreagerende adfærd hos børn med diagnoser skyldes dårlig opdragelse.
»I virkeligheden handler det om, at barnet er blevet overstimuleret og har fået overskredet sine grænser. De vil gerne samarbejde – men de kan ikke altid.«
Afslutningsvis understreger hun, at tandplejere generelt gør et fremragende arbejde. Hun hører sjældent om problemer i børnetandplejen fra de mange patienter, hun ser som psykiater. Hendes bedste råd er derfor først og fremmest: Fortsæt det gode arbejde.
»Derudover kan du tænke over at spørge ind, give barnet kontrol med stop-ord og forberede barnet ned i mindste detalje, så det ved, hvad der skal ske. På den måde føler de, at de har et valg.«
