Tekst og foto: Iben Faurskov Hansen
Panum ligger som en sovende, tung betonkæmpe i en by, der ellers emmer let af solskin og sommerferie.
Kun i foyeren under SKT er der lidt bevægelse. To håndværkere er i gang med at istandsætte en trappe, mens boghandleren stille pusler bøger på plads til sensommerens store rykind. Ellers ligger de hvide gange med de mange døre helt øde hen.
Eneste undtagelse i stilheden på gangene er lyden af sagte jazz fra et af de små klinikrum. Indenfor sidder tandplejer Michelle Scott og læge Laura Santini, der har fået lov at husere på et ellers lukket Panum hele sommeren.
De er nemlig i fuld gang med Laura Santinis ph.d.-projekt, der skal undersøge, om behandling af parodontitis kan hjælpe patienter med reumatoid artritis, bedre kendt som leddegigt.
Michelle Scott er ansat som tandplejer i projektet, der bærer navnet Parodontalbehandling af patienter med reumatoid artritis: Et interventionsstudie – i daglig tale PETRA.
I dag er Frank første leddegigtpatient med parodontitis, der skal i stolen hos tandplejeren til hygiejnekontrol tre måneder efter en non-kirurgisk parodontalbehandling.
Den 65-årige mand kommer storsmilende ind i klinikrummet med en 4-liters frysepose godt fyldt med forskellige mellemrumsbørster og softpicks i hånden.
»Jeg har købt alt muligt,« siger han med et stort smil.
»Det er godt, Frank. Hvordan er det gået siden sidst?« spørger Michelle Scott.
»Altså, jeg er rimelig godt tilfreds med den seddel, du gav mig. Den hænger på mit spejl, så jeg bliver mindet om, hvor mine udfordringer er,« fortæller Frank med henvisning til det tandkort, han fik med hjem sidst.
»Det virker bare. For jeg kan godt glemme det, men det gør jeg jo ikke, når den sidder oppe på spejlet. Så kigger jeg lige op og giver den en ordentlig tur der, hvor du har skraveret.«
Munden skal kobles på resten af kroppen
Frank er en ud af i alt 186 forsøgspersoner med leddegigt, der har været i remission, eller ro, i mindst et halvt år. Han er med i interventionsgruppen, også kaldet Studiearm A, der består af 62 leddegigtpatienter med parodontitis, som får intensiv tandrensning hos Michelle Scott på Panum op til fire gange i løbet af det år, de er med i forsøget.
Derudover får gruppen et variabelt antal af hygiejnekontroller for at sikre, at deres plakindeks kommer ned på 20 procent eller under.
Den anden gruppe, studiearm B, består af 62 leddegigtpatienter med parodontitis, der henvises til egen tandklinik, mens den tredje gruppe består af leddegigtpatienter uden parodontitis, som agerer kontrolgruppe.
Parodontitis forekommer med øget hyppighed og sværhedsgrad hos personer med leddegigt, der udgør ca. 1 procent af befolkningen, og ph.d.-projektet undersøger, om behandling af parodontitis hos leddegigtpatienter kan nedsætte risikoen for opblussen i gigten.
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet og Regions Hovedstadens hospitaler. Derfor har tandlæge, ph.d. og lektor ved Tandlægeskolen Christian Damgaard arbejdet tæt sammen med bl.a. Lene Terslev og Mikkel Østergaard, der begge er professorer i reumatologi ved Rigshospitalet, om at få projektet op at stå.
Mens det er Christian Damgaard, der har hyret Michelle Scott ind som tandplejer i projektet, var det de to sidste, som fik Laura Santini – der er deres kollega på Reumatologisk Afdeling på Rigshospitalet, Glostrup – til at arbejde i projektet som ph.d.-studerende.
Forskningsprojektets hypotese er, at det kan betale sig at forebygge og behandle parodontitis hos leddegigtpatienter frem for at behandle dem med dyr gigtmedicin.
»Jeg synes, det er et samfundsmæssigt vigtigt projekt at få munden koblet sammen med resten af kroppen. Det er ikke fair, at behandling af inflammation i kroppen er offentligt støttet, mens behandling af inflammation i munden ikke er,« mener Laura Santini, der fortæller, at hun under lægestudierne slet ikke lærte noget om mundhulen.
»Det er altså bare lidt skørt, at jeg ved alt om kroppen, men intet om munden,« som hun udtrykker det.
»En fed rejse«
Et projekt med så stor en tværfaglig mission kræver selvsagt et meget omfattende tværfagligt samarbejde – for det er svært at koble munden sammen med resten af kroppen, hvis lægerne og det odontologiske team sidder i hver deres rum.
Tilbage i klinikken hos Frank følger læge Laura Santini derfor også nøje Michelle Scott, som skal til at indfarve Frank, så hun kan udmåle en ny plakprocent.
»Den bro har jeg jo ikke været opmærksom på før,« fortæller Frank med henvisning til tandkortet fra sidst, som Michelle Scott sidder med i hånden.
»Men selvom det ikke er en tand, der skal renses, er det jo lige så vigtigt med gummerne dernede, så der ikke kommer parodontitis der,« fortsætter han som en elev, der virkelig har lært pensum.
»Ja, det er rigtig godt,« lyder det fra Michelle Scott, og Laura Santini stemmer i:
»Det er altså interessant at høre, hvor meget der er sket siden første gang, hold da op.«
»Jeg bliver også sådan helt glad. Sikke en rejse,« siger Michelle Scott.
»Det har været en fed rejse – jeg har sgu aldrig nogensinde før glædet mig til at komme i den stol – jeg har været bange helt fra skoletandlægen, da jeg var lille i 1960’erne,« siger Frank og gaber op.
»Jeg kan virkelig godt se, at du har været efter det hernede, hold da op, det er flot. Nu farver jeg lige ind, og så registrerer Laura. Der kommer noget farve her.«
Michelle Scott indfarver og skyller, og Laura Santini sætter sig klar med fingrene på computerens tastatur.
»Er du klar, Laura? 8’eren har vi ikke med, og 7’eren er der ikke, så vi starter med 6’eren. 0, 0, 0. 1, 0, 0 på 5’eren. 4’eren er der ikke, og 3’eren hedder tre gange 0. 2’eren tre gange 0. Og tre gange 0.«
Gensidig interesse
»Laura og jeg har et virkelig godt samarbejde. Det betyder meget, for vi er virkelig meget sammen,« fortæller Michelle Scott senere.
»Hun hjælper mig, når jeg sidder ved stolen, og når hun sidder og ultralydscanner, skriver jeg for hende,« fortæller Michelle Scott.
Ud over parodontalbehandlingerne er der nemlig et hav af lægelige undersøgelser – herunder halspulsårescanning, øjenscanning og røngten af hænder og fødder – som de 186 leddegigtpatienter i forsøget skal igennem for at kunne danne et helhedsbillede af deres sundhedstilstand.
»Det er helt vildt spændende for mig at vide, hvad den anden del af sygdommen er. Nu ved jeg jo en masse om PA, men jeg vidste jo intet om leddegigt, og Laura vidste intet om PA,« forklarer Michelle Scott, og Laura Santini supplerer:
»Michelle var fra starten meget interesseret i mine patientundersøgelser. Hun stillede mig tusind spørgsmål ‘hvordan scanner du?’, ‘hvordan undersøger du det og det?’, og hun ville også gerne selv prøve at blive undersøgt.«
Laura Santini fortæller, at det faktisk slet ikke var meningen fra starten, at de to projektkolleger skulle arbejde så tæt sammen.
»Jeg troede, at jeg bare skulle sidde nede i mit rum og lave mine undersøgelser, mens Michelle stod og lavede sine. Men vi fandt hurtigt ud af, at det fungerede bedst, hvis vi faktisk arbejdede sammen. Så nu taster jeg ind, så hun ikke både skal undersøge og taste – jeg ved faktisk slet ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre ellers,« lyder det fra Laura Santini, der på den måde også føler, at hun nu er 200 procent med i deltagernes forløb.
Begge har været på en stejl læringskurve om den andens fag, og også privat er Laura Santini blevet påvirket af Michelle Scotts faglighed.
»Jeg fylder snart 30 år, og jeg ønsker mig den dyreste eltandbørste – som faktisk er meget dyr – men den skal jeg have,« griner hun.
Samarbejdet mellem de to glider super nemt trods forskellighederne, men Michelle Scott erkender, at man lige skal tunes ind på hinanden.
»Selvfølgelig skal man lige finde hinanden, men jeg tror også, at hvis man har en interesse for at involvere sig i en anden faglighed, så kommer det bare helt af sig selv. Det har slet ikke været noget, vi tænker over,« siger hun og uddyber:
»Der har været rigtig meget, som jeg skulle undersøge og finde ud af og spørge ind til, og man skal lige lære hinandens ord. Der er jo rigtig meget inden for reumatologien – DAS28-score, led-score, joints, man skal måle, ultralydsscanninger og blodprøver. Så det er udfordrende, men sjovt, og det kræver jo egentlig bare, at man taler sammen og tør spørge.«
»Sig det til andre mennesker også«
»Hold da op, Frank, der er virkelig sket noget. Det er godt gået. Kig lige med her – prøv at se den, der står alene her,« siger Michelle Scott og holder et rødt håndspejl af plastik op foran Franks mund.
»Ja, den er svær,« konstaterer han.
»Jamen det, der er vildt, er, at du får børstet den flade helt ren – kan du set det? Det er altså ret godt gået, fordi det er jo en super vigtig tand. Så kigger du lige her på bagsiden, der sidder ikke noget pink vel?« spørger tandplejeren retorisk.
»Men hernede sker der et eller andet med vinklingen. Kan du se det pink, jeg tager af her? Det skal jeg lige vise dig bagefter, hvordan du undgår, med en solotandbørste, jeg har fundet frem.«
»Og kan du se her, hvordan tandkødet heler op?« fortsætter Michelle Scott.
»Du har mindre mellemrum her – det sidder ikke længere og flapper – kan du se det?«
Frank mumler tilkendegivende.
»Det er altså meget flot. Så det eneste sted, det ligger altså lige ved den kant her. Så det er bare vinklingen, jeg lige skal vise dig. Og du har virkelig været i gang omkring den bro – det er helt vildt, der sidder ikke noget dernede.«
»Jamen, jeg kan godt sige dig, det er det papir der – det hjælper mig med at fokusere. Husk at sige det til andre mennesker også, for det gør en stor forskel,« fastslår Frank.
Vær nysgerrig på andre professioner
Ifølge Michelle Scott har leddegigtpatienterne taget virkelig godt imod forsøget.
»Men jeg er egentlig overrasket over deres orale tilstand. Der er rigtig mange, som har meget dårlig mundhygiejne, og der er mange, der har rigtig dårlig tandstatus – carierede tænder, frakturerede tænder, manglende tænder. Nogle af dem har ikke sat deres ben i en tandklinik i mange år – en af dem ikke siden 1989. Dem, jeg ser til daglig i privat praksis, går jo regelmæssigt til eftersyn, så man får virkelig syn for sagen her.«
Hvis folk ikke har været til eftersyn i 35 år, hvordan får I dem så overtalt til at være med i projektet?
»Jamen, det er jo det, der er aha-oplevelsen. For de har jo gået til regelmæssig kontrol for deres leddegigt, men ikke kunnet tage sig sammen til et tandeftersyn. Så er der en tand, der er blevet løs – og så er den bare faldet ud,« forklarer Michelle Scott og tilføjer:
»Når Laura præsenterer dem for projektet, så tror jeg, at det, at de kan få set deres tandstatus af en tandplejer, det lyder måske ikke lige så farligt som at gå op til en tandlæge. Og første gang vi ses, foregår det jo også på hospitalet, hvor de er vant til at komme.«
Desuden gør forskningsteamet meget ud af at vinde deltagernes tillid og opbygge en relation med dem, så de føler sig trygge.
»Og de 62, der er så heldige at ende i interventionsgruppen, sparer jo selvfølgelig nogle penge på at få lavet deres tænder, så økonomien har jo også noget at sige,« mener Michelle Scott.
For hende som tandplejer er der også en kæmpe gevinst ved at være tandplejer på projektet, fortæller hun.
»Jeg får kendskab til et helt andet fag, reumatologien, som man har en hypotese om, har en sammenhæng med parodontitis. Det er jo super relevant, når man kan kæde parodontitis sammen med andre sygdomme. Jeg tror, man nogle gange godt kan gå lidt død i det, hvis tingene ikke giver mening, men det her, det giver jo virkelig mening.«
Hun mener, at forskningsprojektet potentielt får en stor betydning for, hvordan man ser på tandsundhed i relation til det samlede helbred, og hvordan man behandler patienters sygdomme i munden.
»Jeg kan klart anbefale, at man som tandplejer involverer sig og er nysgerrig på andre professioner relateret til oral sundhed. Og så synes jeg bare, det er super inspirerende, at man stadig kan lære, selvom man har været i faget i 20 år. At man ikke går i stå. Det gør mig høj at være i vores fag.«
»Det kunne være dejligt, hvis kirurgi kunne undgås«
»Det blev 12. Plakprocenten er 12 procent,« udbryder Laura Santini ovre fra computerskærmen.
»Og vi startede på 88.«
»Hold da op, husk at fejre det, Frank,« jubler Michelle Scott.
»Det er mega godt – det er der, hvor vi gerne vil have dig, under 20.«
»Det er ret vildt, at du skal lære en 65-årig at børste tænder,« konstaterer Frank.
»Jamen, det betyder ikke noget – det er altså ikke nemt at børste tænder,« svarer Michelle Scott.
»Hvor meget påvirker det min parodontitis?« spørger Frank.
»Det er altgørende. Noget af det vigtigste er, at du får fjernet de bakterier, der sidder. Hvis der bliver ved med at sidde bakterier, så kommer vi ikke i mål med inflammationen. Og nu er du også klar, hvis vi skal gå videre med kirurgien.«
»Det kunne jo også være dejligt, hvis kirurgien helt kunne undgås,« kommer det nede fra stolen.
»Ja. Nu gennemgår vi lige det, du kan optimere nede langs kronekanten her,« siger Michelle Scott, der er klar til at opdatere sedlen til spejlet derhjemme.
Michelle giver enkelte endnu dybe pocher et skud til, og da Frank senere skal til at gå, får han en ny tid om en måned, hvor tandlæge Christian Damgaard skal vurdere, om der skal kirurgi til.
Fryseposen i hans hænder er nu vokset med en solobørste og en håndfuld røde tyggetabletter til hjemmekontrol.
