Min bevæggrund for at stille op til posten: Jeg har været tandplejer siden 2003 og elsker mit fag. Efter at have lukket min klinik savner jeg stadig at kunne gøre noget aktivt som tandplejer, og når jeg ikke kan gøre det ved stolen, så kan jeg forhåbentlig gøre noget for tandplejere. Jeg har siddet i hovedbestyrelsen i to valgperioder og syntes, det fagpolitiske arbejde er superspændende. Jeg brænder for faget og ville elske at kunne gøre en forskel fagpolitisk, kæmpe os videre, kæmpe vores sag politisk og styre os godt igennem den tandpolitiske uro, der er lige nu.
Mærkesager og særlige fokus hvis jeg bliver valgt: Vi skal værne om vores profession, og vi skal stoppe med at sælge ud af den. Vi er et særligt fag, en stærk autorisation, og det skal vi værne om.
Vi skal være den sobre, ordentlige og faglige supertanker, som politikerne kan søge råd hos. Vi skal mejsle vores fag ind på sundhedsordførernes kontorer, så de ikke er i tvivl om, hvem vi er, og hvad vi kan. Det er ikke en kamp, der er ovre, eller opgivet eller godt nok – det er en evig kamp.
Og jeg vil arbejde for, at vi skal videre med det gode budskab om, at samfundsøkonomisk er det en rigtig god forretning at få flere tandplejerklinikker samt at få flere tandplejere ind på hospitaler og flere tandplejere i børnetandplejen og ældreplejen, ja, vi skal være, hvor det giver god mening.
Vi skal være med til at højne standarden på uddannelsesstederne, så der kommer fagligt stærke tandplejere ud, tandplejere der er stærke i både det kliniske og forebyggende arbejde. Jeg vil arbejde for, at tandplejere selvstændigt kan varetage flere opgaver, end de kan i dag på grund af uhensigtsmæssige barriere.
Og jeg vil forhåbentlig være en forperson, der samler os som tandplejere og får flere tandplejere til at støtte op om vores forening. For sammen er vi stærkere.
Det får I som medlemmer, hvis I stemmer på mig: En forperson der er tandplejer af hjertet. En der elsker sit fag og ville elske at være med til at gøre vores fag endnu mere synligt. En der vil kæmpe tandplejernes sag og mejsle den ind på Christiansborg. De får en jordnær, lyttende og nærværende forperson, en med erfaring. Og jeg vil gøre mit til forhåbentlig at være et godt forbillede og en god repræsentant for tandplejerne.
Jeg er uddannet i 2003 og har arbejdet i privat praksis frem til 2013, hvor jeg blev privatpraktiserende med egen klinik på Vestsjælland. Grundet dårlig ryg måtte jeg lukke i oktober 2024 og har det sidste halvandet år arbejdet som Area Manager for tre klinikker i Godt Smil-kæden. Jeg har siddet i hovedbestyrelsen i to valgperioder og sidder med i udvalget på SDU omkring den nye tandplejeruddannelse.