Liselotte Wenneke Salomonsen

Mærkesager og særlige fokus, hvis jeg bliver valgt
Jeg vil arbejde for, at vi står sammen i en fagforening, altså at hver og en af medlemmerne følger sig hørt og oplever værdien og kvaliteten af vores faglige fællesskab. Sammen står vi stærkest.

Vi skal træde ud af skyggerollen og stå tydeligere og skarpere frem som faggruppe. Forebyggelse er grundvilkåret i fremtidens pleje af tænderne, det er fundamentet for god tandpleje. Det er vores kernekompetence. Det er tiden, hvor patienter bliver helt klar over, hvem er vi, og hvad der gør, at vi er så gode til at dele og videreformidle faglig viden, færdigheder og kompetencer til patienterne. Vi skal stå fast på vores profession og ikke lade andre faggrupper byde ind på vores kernekompetencer.

Vi skal styrke vores uddannelse, fagligt, klinisk og kognitivt, så vores nyuddannede tandplejere står godt rustet til kravene fra fremtidens arbejdsmarked, arbejdsgivere og patienter. Vi skal sammen blive skarpere til at sætte rammer for vores arbejdsliv, så vi kan finde trivsel i et lang og spændende, men også krævende arbejdsliv. Vi skal have fokus på udvikling af vores fag og arbejde for at ændre uhensigtsmæssige barrierer, der begrænser naturlig udvikling af fagområdet. Vi skal sammen have fokus på trivsel og arbejdsmiljøet.

Tandplejerne skal repræsenteres stærkt kommunalt, regionalt og statsligt samt i privatansættelser og som privatpraktiserende tandplejere. Tandplejere er der, hvor det giver mening.

Jeg vil arbejde for, at vores sundhedspolitiske ordfører tænker tandplejere som førstevalg, når forebyggelse og sundhedsformidling diskuteres som det grundlæggende fundament for god tandpleje for alle borgere i Danmark.

Det får I som medlemmer, hvis I stemmer på mig
Tandplejere i Danmark får en næstforperson, der er dedikeret og virkelig er glad for og stolt af at være tandplejer. Jeg vil være synlig, tilgængelig og nærværende for vores medlemmer. Lad mig høre, hvis der er noget, der kokser. Jeg vil gerne have den korteste vej mellem medlemmerne og mig. Jeg vil føle os, for at kunne give den bedste indsats.

Jeg vil arbejde engageret for tandplejerne. Jeg er klar med oprullede ærmer. Vores tid er kommet nu. Jeg vil være aktiv i rollen og ønsker et tæt samarbejde i forpersonsskabet. Vi vil fra første dag have fokus på at samle os og få flere tandplejere til at støtte op om vores forening. Mit arbejde skal give værdi helt ud i den fjerneste del af Danmark til gavn for os alle og vores profession.

Jeg er uddannet tandplejer KU-SKT i 1993 og har derudover taget autorisationssuppleringskursus i 2003, intern projektlederuddannelse i Greve Kommune 2009, diplomuddannelse i ledelse 2010-2014, operativt cariesterapi /KU 2016, diplommodul Oral Helse: Ortodonti 1 i 2019.

Ansættelse: 2003 hos en privat tandlæge. 2003- Greve Kommunes Tandpleje. Har været administrerende leder af omsorgstandplejen, filialleder i Tune Tandklinik, projektleder af satspuljeprojektet: Sats på Tænderne. Undervist i mange år: Mødregrupper, forældregrupper, skoleelever, tværfaglige samarbejdspartner, SOSU- og sygeplejerskeelever i Greve.

Tillidshverv: AMR i tandplejen, næstformand og AMR i CenterMED, AMR i HovedMED, TR-suppleant i Greve Kommunes Tandpleje.

Fagpolitisk arbejde: Medlem af Kursus- og Kommunikationsudvalget i Danske Tandplejere. Medlem af repræsentantskabet for Region Sjælland. Suppleant til HB. Repræsentant for DTP i udvalgsgruppe: Fælleskursus HK/ATO/DTP. Følgegruppemedlem på STU vedr. Ny Tandplejeruddannelse.

Danske Tandplejere logo