Mærkesager og særlige fokus, hvis jeg bliver valgt Vi står over for vigtige fagpolitiske kampe, og jeg har den erfaring, der skal til for at vinde dem. Vores unikke uddannelse med fokus på forebyggelse og sundhedsfremme er vores største styrke. Den faglighed skal vi omsætte til politisk indflydelse, så det bliver krystalklart for kommuner, regioner og politikerne på Christiansborg, at tandplejere er uundværlige i fremtidens sundhedsvæsen.
Fagpolitik handler for mig om synlighed, forhandling og resultater. Vi skal ikke kun være synlige på de private og kommunale klinikker, men også sikre vores berettigelse på hospitaler, plejehjem, bosteder og i forskningen.
For at løse manglen på tandplejere skal vi presse på for bedre uddannelser og flere studiepladser. Men vi skal også sikre, at arbejdsmiljøet holder – vores fag er fysisk og psykisk hårdt, og vi skal stoppe medlemsflugten ved at sikre, at især de nyuddannede lander i trygge rammer.
Mine tre politiske mærkesager: • Værdige overenskomster og arbejdsmiljø: Vi skal sikre stærke aftaler, der afspejler vores værdi, og som skaber et holdbart arbejdsmiljø for både nye og erfarne. • Udvidet virksomhedsområde: Vores kompetencer skal udnyttes fuldt ud. Jeg vil kæmpe for, at vi får retten til blandt andet ledningsanalgesi, tandblegning og 1-fladet plastfyldninger. • Strategisk synlighed: Tandplejere skal skrives ind i de sundhedspolitiske dagsordener overalt i landet.
Det får I som medlemmer, hvis I stemmer på mig Med mig som næstforperson får I en, der kender faget indefra efter 22 år i både kommunal og privat regi. Jeg er uddannet i Aarhus i 2004, og siden 2019 har jeg taget turen i det fagpolitiske maskinrum som medlem af repræsentantskabet og internt udvalgsmedlem i Danske Tandplejere. Jeg har siddet direkte ved forhandlingsbordet under overenskomstforhandlingerne med Tandlægeforeningen, og jeg præger fremtidens tandplejere via mit arbejde i aftagerpanelet ved IOOS Aarhus og i udvalget om den nye SDU-uddannelse.
Jeg kender de politiske processer, jeg har erfaringen fra forhandlingerne, og jeg er klar til at repræsentere jer med stor stolthed.